En Lego-chef, en sygeplejerske og en sundhedskonsulent – mød alle deltagerne i TV SYDs nye søndagsprogram

Der vil bogstaveligt talt komme blod, sved og tårer, når seks deltagere dyster om at være bedst med blomster i nyt program på TV SYD.

Søndag aften har TV SYD premiere på tv-programmet ’De grønneste fingre’, hvor amatørblomsterbindere fra Sydjylland dyster mod hinanden om at være den bedste til at skabe vilde, personlige og umulige blomsterdekorationer.

På overfladen er de vidt forskellige, men de deler alle er en stor kærlighed til natur og blomster. Fælles for dem alle er også selvlærte færdigheder for at skabe noget med blomster, der kan fascinere og forundre. 

Deltagerne er en mand på 24 år og fem kvinder i alderen 38 – 53 år.

Klik på billederne herunder og bliv klogere på deltagerne. 

Sådan foregår konkurrencen

Konkurrencen foregår over syv afsnit og sendes hver søndag aften. I hvert program får deltagerne en dekorationsopgave, som de skal løse inden for en tidsfrist.

Efterfølgende bliver kreationerne bedømt af to dommere, som i hvert program kårer en vinder og sender en anden deltager hjem. Den sidste deltager bliver kåret som vinder og indehaver af ’De grønneste fingre’.

Dommerpanelet består af Gert Jensen, chefgartner i Universe på Als og Karin Andersen, underviser på blomsterbinderuddannelsen på Jordbrugets Uddannelsescenter i Beder.

Første afsnit har premiere søndag aften klokken 19.30 på TV SYD.