Hun arbejdede sig næsten ihjel, men da hun havde ligget på sofaen i et år, ændrede en sætning det hele

Cecilie Olesen blev den næste til at forlade TV SYD-programmet ’De grønneste fingre’. Deltagelsen viste hende, hvad hun vil i fremtiden. Tidligere så fremtiden dyster ud.

Tusmørket havde erobret stuen, da Cecilie Olesen hørte døren åbne.

Hun havde ikke tænkt over mørket. Gardinerne var trukket for hele dagen. Fjernsynet kørte gamle danske film og serier. Dem elskede Cecilie. Hun voksede op med dem og var i det hele taget vild med alt, der var gammelt.

Hun var dog ikke vild med sit liv. Hun lå på den store sorte sofa midt i stuen. Under tæppets lune varme. Det gjorde hun hver dag. Hun havde ligget der i et år.

På bordet stod et glas med en bundsjat cola. På gulvet stod den tomme flaske, hvor colaen kom fra. I årevis havde Cecilie drukket litervis af cola hver dag. Hun havde taget 30 kilo på det sidste år.

Men det var ikke det, der havde startet et sortsyn i hendes hoved, som låste hende til sofaen dag efter dag. Hun følte sig uduelig, ubrugelig og følte, at hun havde mistet sig selv.

- Det var virkelig skræmmende. Jeg var bange og chokeret over mig selv, siger Cecilie.

Hun tænkte på forholdet til sin kæreste Tommy, som hun var flyttet sammen med inklusiv deres sammenbragte børn Adam og Lilje på seks og ti år. Omkring samme tid som hun indtog sofaen.

Det var Tommy, som åbnede døren.

Han plejede at ordne alle hjemmets praktiske gøremål, fordi Cecilie ikke kunne overskue at rejse sig. Han havde aldrig ytret noget om Cecilies passive liv på sofaen.

Men det ændrede sig den dag. 

36-årige Cecilie Olesen fra den lille stationsby Janderup lidt uden for Varde blev den næste deltager, som måtte forlade TV SYD-programmet ’De grønneste fingre’.

Det skete i program fire, hvor deltagerne skulle lave en buket blomster til en kendt. Dommerne roste hende for farverne, men hun fik kritik for, at buketten var mast og skaftet med bånd for langt.

Det betød i sidste ende, at dommerne sendte hende hjem. Der er dermed tre deltagere tilbage i ’De grønneste fingre’.

Selvom Cecilie Olesen var ked af at blive sendt hjem, lærte hun noget om sig selv.

Som om at hun ikke havde lært meget om sig selv de sidste to år. 

Cecilie Olesen har været gift før. Som 22-årig blev hun gift med sin daværende mand, men når hun taler om brylluppet i dag, er det ikke den ekstraordinære dag, hun hæfter sig ved.

Kort efter brylluppet fik hendes far konstateret blærekræft. Han fik kemobehandlinger og stomipose indopereret. Efterfølgende blev han konstateret rask.

- To dage senere blev vi ringet op om natten og fik at vide, at han var død. Vi ventede bare på, at han skulle hjem, så det var et kæmpe chok, siger Cecilie.

Det viste sig, at han havde fået en masse små blodpropper i lungerne. Han blev 56 år.

- Jeg havde et fantastisk forhold til min far og havde altid været fars pige, siger hun.

Dødsfaldet puffede Cecilie ind i rollen som familiens grædemur, hvor hun trøstede andre og ikke tænkte på sig selv. Midt i det hele lukkede hun ned for sin egen sorg. Familien undrede sig også over, at hun aldrig græd.

- Jeg tænkte ikke på, hvordan jeg havde det, og hvad jeg følte. Jeg tænkte kun på alle andre, og hvad jeg kunne gøre for, at de fik det bedst muligt, siger Cecilie.

Det blev en forsvarsmekanisme at tage ansvar for andre. Dybt indgroet i Cecilies personlighed i årene som fulgte. Hendes fars bortgang skabte et tomrum, som Cecilie fyldte med energi til andre og glemte sig selv.

Da Cecilie var 28 år, fik hun arbejde som overtjener på en restaurant. Der tog hun et ansvar, der var større, end hun kunne rumme.

Hun opdagede det bare for sent. 

Det begyndte som et aftenjob på restauranten i Glejbjerg, som ligger en lille halv times kørsel fra Esbjerg. Der gik dog ikke længe, før spisestedet fik nye ejere med større ambitioner.

Ambitioner, som Cecilie var med til at indfri. Hendes arbejdstid svulmede op fra aftenarbejde til 12 timer lange dage. Nogle dage endda 23 timer. Bagefter sov hun et par timer og mødte ind igen. Ifølge Cecilie var hun den altoverskyggende blæksprutte, som havde armene i alle dele af driften. Det var hårdt, men der var en årsag til, at hun blev ved.

- Jeg elskede arbejdet og følte, at jeg havde fundet mit kald. Jeg kendte alle i byen, og alle ville gerne snakke med mig, siger Cecilie.

Restauranten hævede standarden, og det blev bemærket i det lille samfund. Hun blev en person, som byen havde respekt for. Men det tærede også. De lange arbejdstider. Indtaget af litervis af cola. Hendes stilling var uundværlig, så hun mødte altid op. Hun så sin søn mindre og mindre.

Det kunne ikke blive ved. Cecilie vidste det inderst inde godt. Hun blev tilbudt andre stillinger, men sagde nej, fordi hun blev lovet bedre arbejdsforhold. Det skete bare aldrig.

Cecilies krop var udbrændt efter seks år. Den sendte hende signaler, men hun havde ikke tid til at lytte.

- Jeg græd over bagateller og havde tankemylder. Jeg følte hele tiden, at jeg var på vej ned i et sort hul, men følte mig presset til at blive på arbejdet, fordi jeg var uundværlig. Jeg var til sidst så negativ og desperat for at slippe væk, at jeg blev enig med min arbejdsgiver om, at jeg skulle tage ferie og finde et nyt arbejde, siger Cecilie.

Kort efter fik hun en ny stilling i Esbjerg med bedre arbejdsforhold. Hun flyttede sammen med sin nye kæreste Tommy og deres fælles børn.

Livet meldte sin ankomst igen.

Kort efter blev Cecilie opslugt af noget større. 

Hun nåede ikke at være på det nye arbejde længe, før spændingshovedpinen kom. Hun blev svimmel og var nødt til at ligge ned. Først nogle timer, så hele dage.

- Det var virkeligt frustrerende, fordi jeg tænkte bare på en ny start, men blev sparket dybere og dybere ned i et sort hul, hvor jeg ingenting havde at sige, siger Cecilie.

Hun forstod ikke, hvorfor hun faldt fra hinanden. Hun kunne ikke overskue andet end at ligge på sofaen og græde fra morgen til aften. Når hun ikke græd, sov hun eller så gamle danske film. Tommy overtog de huslige pligter, imens Cecilie forsvandt ind i en tåge af tankemylder og melankoli.

Hun blev tjekket af forskellige læger, indtil hun til sidst tog en stresstest. Svaret var klart. Cecilie var stresset. Lægen sagde, at hun skulle langtidssygemelde sig øjeblikkeligt. Dagen efter blev hun fyret.

En psykiater kaldte det moderat depression. Cecilie kom på lykkepiller og snakkede med en psykolog. Intet virkede. Hun blev på sofaen og forandrede sig psykisk og fysisk, mens livet fortsatte i resten af hjemmet.

Imens Cecilie lå brak, lukkede Danmark ned på grund af coronapandemien. Det gjorde hende ikke noget. Tværtimod. Nu havde hun en undskyldning for ikke at se andre. Sådan fortsatte det dag efter dag. Måned efter måned.

Det førte til den dag i januar i år, hvor Cecilie hørte Tommy komme hjem.

Hun vidste ikke, at Tommy havde noget på hjertet. Han satte sig ved siden af hende på sofaen i mørket. De var nødt til at snakke sammen.

- Han sagde, at det føltes som om, at jeg havde givet op. At jeg havde sagt farvel til det hele, siger Cecilie.

Hun sank et par gange. De kyssede, og så græd Cecilie lidt. Tommy rejste sig for at ordne hjemmet, som han plejede at gøre.

En følelse af panik spredte sig i Cecilie. Hun var nødt til at gøre noget.

- Jeg tænkte, at var det virkelig sådan, at han så mig? Jeg havde jo ikke givet op. Jeg følte, at jeg kæmpede, uden at det blev bedre, siger Cecilie.

Den sætning blev en brat opvågning for hende. Hun blev klar over, at hendes tilstand kunne få konsekvenser for hendes forhold til sin kæreste. Det kunne hun ikke bære.

Hun havde prøvet psykologer og medicin uden virkning, så nu prøvede hun alternativ behandling. Hun troede ikke på det, men det var lige meget nu. En uge senere kom hun ind på et afbud hos en behandler.

Hun fik hele omgangen. Elektromagnetisme, sugekopper og nåle i ørene. Efter to behandlinger fik Cecilie det markant bedre.

- Det var frygteligt, at jeg ikke havde prøvet det før. Så havde det hele set anderledes ud. Men jeg var også meget motiveret til at blive rask, siger hun og fortsætter:

- Det skulle ikke være enden på vores forhold og være min skyld.

Efter at have ligget ned i et år rykkede den pludselige positivitet Cecilie rundt i en sejrsrus. Hun følte glæde og fik energi igen. Hun blev sig selv og følte, at hun kunne give tilbage til andre.

Hun lærte dog også, at hun ikke bare kan pakke sine følelser ned og smide nøglen væk. Den glidebane vover hun sig ikke ud på igen.

Restaurationsbranchen ville hun ikke være en del af mere, men det havde hun heller ikke behov for. Hun havde fået øjnene op for noget andet.

Cecilie har altid elsket at binde blomster. Det er hun god til, og det giver hende ro. Det er også derfor, hun meldte sig til TV SYD-programmet ’De grønneste fingre’.

I sommers begyndte hun i et praktikforløb i en blomsterbutik, hvor hun langsomt skal arbejde sig tilbage på arbejdsmarkedet. Hun går stadig til behandling hver uge. Hun drømmer om at tage en uddannelse som blomsterdekoratør.

- Jeg kan slet ikke forstå, at der er sket så meget godt i 2021 efter at have gået baglæns hele 2020. Jeg kan slet ikke få armene ned. Jeg nyder det nu, fordi jeg har været gennem et mareridt, siger Cecilie.

Du kan se ’De grønneste fingre’ lige, når du vil på TV SYD PLAY og hver søndag aften klokken 19.30 på TV SYD.