Det var præsten, der mente, at der manglede lidt kultur.

Derfor havde han inviteret det hårdtslående pigeband Nervepigerne til at give en koncert i kirken. Men tilhørerne bestod ikke af den typiske menighed. Den bestod af mordere, voldtægtsforbrydere, røvere og andre kriminelle. Der var for eksempel Hells Angels-rockeren Bent ”Blondie” Svane Nielsen, som afsonede en dom for et dobbeltdrab.

Koncerten blev afholdt i Holsbjerg Kirke, som lå i det nu lukkede Vridsløselille Fængsel i Albertslund.

Anette Strøm sang og spillede guitar i bandet. De havde allerede stillet op, da fangerne blev gelejdet ind i kirken i lange rækker.

Så gik musikken i gang. Anette sprang op på bedebænken og fyrede en solo af. Bagefter var der bomstille.

”Blondie” begyndte at klappe. Kort efter klappede hele den særprægede menighed. Ifølge Anette ventede forsamlingen på hans reaktion.

- Det var en bragende succes, siger Anette.

Som hun sprang op på bedebænken, springer Anette også ud i oplevelser, og hun gør det aldrig halvt.

Sådan var det også, da hun tilmeldte sig TV SYD-programmet ’De grønneste fingre’, som søndag aften afviklede sin finale. Det blev til en andenplads til Anette og en førsteplads til Anni Christensen.

Anettes facon har givet hende modgang, men også sparket døre ind.

Socialdemokratbarnet

Anette Strøm er født på Frederiksberg i København og vokset op i betonblokke i Skovlunde. Hun synes, at det så rædselsfuldt ud, men det var alligevel en opgradering fra at bade i en zinkbalje i køkkenet til at få eget bad i lejligheden.

Hendes mormor og morfar var ledere af Socialdemokratiets ungdomshjem i Saxogade i København, hvor de primært bestyrede de store selskaber, som arbejderpartiet arrangerede i 1960’erne.

Med enorme faner på væggene dækkede hendes morfar bordene og var tjener, mens mormor bestyrede køkkenet. Som Anette voksede op, fik hun lov til at hjælpe til, hvor hun kunne.

- Når min morfar kom farende med fade på armen, sprang jeg op på knagerne, fordi jeg vidste, at jeg ikke skulle stå i vejen, siger hun.

Hun blev især fascineret af morfarens evne til at dække borde med centimetermål og lave store blomsterdekorationer midt i det hele. Hun blev inspireret til at hjælpe med borddækningen og blomsterdekorationerne.

Som hun voksede op, opdagede hun, at det gav hende en ro, når hun arbejdede kreativt med blomster. Det var afslappende, når hun brugte sine hænder.

Men hun var også et barn med meninger, som hun ikke gav afkald på. Hvis noget var uretfærdigt, kæftede hun op om det. På den måde skilte hun sig ud fra sine skolekammerater i folkeskolen.

- Jeg ville aldrig udsætte mine børn for en folkeskole, fordi jeg havde det ikke godt med at falde ind i mængden. Det lyder højrøvet, men det er jeg ikke, siger hun.

Imens hun gik i skole, vaskede hun trapper i boligblokkene, arbejdede på posthus og hos sine bedsteforældre.

Men da hun var 16 år, mødte hun kærligheden. Fire år senere blev hun gift, fik datteren Lilja og flyttede til Kalundborg. To år senere kom sønnen Toke.

Hun tænkte aldrig på at få en uddannelse. Hun ved ikke hvorfor. Hun tænkte på sin familie, og hvad hun skulle få tiden til at gå med.

Hun fik et arbejde på en systue, hvor hun skulle sy grillhandsker.

Det varede ikke længe, før hun blev upopulær.

Rapkæftet

Chefen på systuen forlangte, at medarbejderne afleverede en lægeerklæring efter én sygedag. Det var ulovligt, og det ville Anette ikke finde sig i.

- Jeg tog ind til hovedkontoret og fortalte, hvad der foregik. De blev så sure på mig! Når jeg kom ind i et lokale, blev der helt stille. Jeg tror, at de tænkte: Der kommer hende københavneren, som kæfter op. Men det var jo urimeligt, siger Anette og mærker, hvordan hun bliver indigneret igen, selvom det er 40 år siden.

- Men det fandt mine kollegaer sig i. De blev behandlet som lort, fandt sig i det og protesterede ikke engang, da de fik serveret loven lige i håndfladen. Det gad jeg sgu ikke, fortsætter hun.

Fordi sådan er Anette. En københavner med en hurtigt snakkende pistolkæft som ikke finder sig i noget. Hvis noget var uretfærdigt, kæftede hun op. Hvis noget var kedeligt, fandt hun på noget at lave. Det med at lukke sylten, skutte sig og gøre sit arbejde er ikke hendes stil.

Hun blev også træt af at være hjemmegående husmor med to små børn og en mand, som var selvstændig. Der skulle mere til at stimulere den sprælske kvinde med ben i næsen og krudt i kæften.

Så traf hun et valg, som var ildeset dengang.

Flyv

Af forskellige årsager gik hun fra sin mand som 22-årig og blev alenemor i slutningen af 1970’erne uden en uddannelse. Hun var ikke glad for det, men det var nødvendigt.

- Det føltes som en falliterklæring, fordi jeg ikke kunne finde ud af at være en kernefamilie. Men jeg kunne ikke se mig selv i rollen som hjemmegående husmor. Det skulle være sjovere, siger hun.

Hun tog børnene under armen og flyttede i kollektiv. Hun spillede musik i flere forskellige bands og drømte om at blive rockmusiker. Pengene var små. Meget små. Anette købte tøj i genbrugsbutikker og syede det om, og så var pengene brugt for den måned. Næste måned købte hun måske to garnnøgler, og det var så pengene for den måned.

- Nogle gange kom mine forældre med mad, eller vi spiste hos dem. De har hjulpet mig meget.

Men hun nægtede at lade penge styre sit liv. Hun havde altid en tro på, at alting skulle gå. Når hun fik modgang, lavede hun en modreaktion for at løse det. Sådan var hun.

Midt i det hele fik hun en erkendelse, som krævede, at hun betroede sig til sin rapkæftede facon igen.

Op på kontoret

Tiden som alenemor i 1970’erne med en stram økonomi var ikke sjov. Og Anette ville have spræl i hverdagen. Så hun erkendte, at hun var nødt til at få en uddannelse. Men da hun kun havde sin folkeskole i bagagen, måtte hun læse nogle HF-fag for at få adgang til en højere uddannelse. Hun drømte om at læse kommunikation, fordi hvis der var noget, hun kunne, så var det at bruge snakketøjet.

Men hun manglede en vuggestueplads til sin søn, og på det tidspunkt var der mangel på vuggestuepladser i Brønshøj.

- Det var umuligt at få en plads, og jeg kunne ikke komme videre, siger Anette.

Så tog hun sin søn under armen og marcherede ind på pladsanvisningskontoret. Det var det sted, som anviser børn til institutionspladser. Det var onsdagen før skærtorsdag.

Hun fortalte dem, at hun nægtede at gå, før hun fik en plads til sin søn.

- De sagde, at det kunne jeg da ikke, og at de ikke havde flere pladser. Så truede de med at ringe til politiet, men jeg nægtede at gå, siger Anette.

De ringede aldrig efter politiet, men appellerede til Anettes fornuft. Hun fortalte dem, at hendes liv gik i smadder, hvis hun ikke fik en plads. Igen skød pistolkæften med skarpt.

Efter en del timer lukkede kontoret. Anette tog hjem med sin søn igen.

Seks dage senere dumpede et brev ind. Hendes søn havde fået en plads i en vuggestue.

- Det var så fedt! Så fortsatte karrieren, siger Anette.

Karrieren førte hende over i videoproduktion, hvor hun lærte sig selv at lave korte kommercielle film til kunder. Hun tilskriver sin rapkæftede facon som en fordel, når hun skulle fylde ordrebogen.

Klip til Haderslev

For 21 år siden flyttede hun fra Sjælland til Haderslev, fordi hun mødte sin nuværende mand Valdemar. Der har hun boet lige siden.

- Det føltes som et andet land, lige da jeg var flyttet, siger Anette.

Accenten har dog ikke ændret sig i de to årtier, og det passer Anette godt. For tre år siden gik hun på efterløn, og hun føler sig privilegeret ved at kunne gøre og lave lige, hvad hun vil.

Såsom at tilmelde sig TV SYD-programmet ’De grønneste fingre’, hvor hun altså endte med at få en andenplads. På sin vis var hun overrasket over at gå helt til finalen, men på den anden side vidste hun også, at hun bar rundt på en sejlivet vilje til at blive ved og ved, indtil det lykkes.

- Jeg gør jo ikke ting halvt og kæmper til sidste blodsdråbe for det, jeg vil, siger hun.

Denne gang var det bare lige akkurat ikke nok. 

Du kan se alle afsnit af 'De grønneste fingre' - helt gratis - på TV SYD PLAY, lige når du vil.