Katharina havde forberedt sig i flere måneder til dagen, men hun havde også noget, hun skulle bevise

Katharina Albrechtsen havde været i den store hal siden morgenstunden.

De sidste måneder havde hun øvet sig i aftener og weekender til denne dag. Hun havde undværet tid med sin familie, og hovedet havde summet med tanker, som hun tegnede ned i sin skitseblok på natbordet.

Hun var til Danmarksmesterskabet i moderne blomsterkunst på Københavns Rådhus, hvor landets bedste artister indenfor blomsterbinding dystede.

Hendes fingre kredsede om blomster og stilke. Neglene var korte, fordi lange negle samler jord og ridser.

Det var den første dag i juli, så sommersolen skinnede gennem det enorme glasloft 19 meter oppe. På væggene hang flagstænger med store dannebrogsflag og mindede om, at et nationalt mesterskab var i gang.

Hundredvis af øjne hvilede på de 22 blomsterbindere i mesterskabet, men det ænsede Katharina ikke. Hun var fokuseret på at løse de tre opgaver, som gav adgang til podiet og titlen som Danmarks bedste.

Hver søndag er Katharina Albrechtsen også dommer i TV SYDs tv-program ’De grønneste fingre’.

Men for Katharina handlede mesterskabet om noget andet. Med adrenalin i kroppen og smerter i maven kæmpede hun ikke kun for en podieplads, men også for at bevise for sig selv, at hun var den bedste.

For selvom hun stod i finalen, blev hun næret af tvivl. Den var hendes motor og modstander.

For at forstå, hvordan det hang sammen, skruer vi tiden cirka 35 år tilbage. 

Katharina voksede op i Vandel med mor, far og tre søskende. Forældrene var ikke tilfredse med folkeskolen i byen, så Katharina gik på friskole. Det betød, at hun gik i en klasse med seks elever og i mange år var den eneste pige.

Hun led også af ordblindhed og havde svært ved ordlyde og bogstaver. I femte klasse løste hun opgaver for tredje klasse. Der var ikke det samme fokus på indlæringsvanskeligheder som i dag.

- Jeg var kikset med blå briller og togskinner, og som eneste pige i klassen var jeg et nemt mobbeoffer, siger Katharina Albrechtsen.

Hun husker stadig, at der blev hældt vand i skoletasken og smurt leverpostej på brillerne.

- Selvom jeg også legede med klassekammeraterne, så var mobningen i sådan en grad, at jeg var ked af det, når jeg kom hjem fra skole, siger Katharina.

Som hun voksede op, betød udfordringerne, at hun følte, at hun skulle bevise noget. Ikke overfor sine plageånder, men overfor sig selv. Hun havde masser af kærlighed i sit liv fra familie og andre venner, men den boglige og sociale nedbrydning i klassen skabte et livsmål om at skubbe tilbage.

Når det haltede bogligt, fandt hun sin styrke i kreative fag: I håndarbejde, madlavning og formning var hun bedre. Da hun gik i 10. klasse, vidste hun, at hun ikke havde lyst til at fortsætte med skolen. 

- Jeg havde ikke ret meget selvtillid og var meget usikker. Jeg bildte mig ind, at jeg ikke var god nok. Det sad fast i mig, siger hun.

Men hvad skulle hun så?

Katharina overvejede at holde sabbatår eller arbejde på en fabrik efter 10. klasse. Hun ville væk fra skolebøger og karakterer.

Men så kom hun i erhvervspraktik i en blomsterbutik i Give. Der bandt hun tørrede blomster, stak i oasis og brugte sine hænder mere end hovedet. Hendes interesse blomstrede og hendes kreative færdigheder spirede. Det gjorde hende glad at bruge sine hænder til at skabe noget.

For Katharina var det et spændende og kreativt univers, hvor det ikke var nødvendigt med en lang uddannelse for at blive dygtig. Hun begyndte at skubbe tilbage på den usikkerhed, som sad fast i hende.

- Blomsterne snakkede til mig, og når jeg kom hjem, følte jeg, at det måtte jeg gå videre med, siger Katharina, som på det tidspunkt var 16 år.

Hun kom i lære som blomsterdekoratør i en blomsterbutik i Tørring og tog en etårig HG, hvor hendes sambo hjalp hende med de boglige fag.

Det varede ikke længe, før hun overskred sine grænser. 

Efter nogle måneder i lære blev Katharina derfor opfordret til at deltage i kredsmesterskaberne i blomsterbinding. Men hun havde ikke lyst. Hun var ikke noget konkurrencemenneske. Det havde aldrig givet mening at konkurrere i noget før.

Samtidig mente hun ikke, at hendes evner rakte til at deltage. Hun havde jo kun været elev i nogle måneder. Men når hun skabte dekorationer, fik hun ros. Den prellede af på hende i lang tid, men noget trængte efterhånden ind. Hun udviklede sig, tænkte selvstændigt og gjorde tingene anderledes. Med succes.

Hun følte sig klar til at overskride en grænse, hæve hovedet og springe ud i noget, hvor hun ikke kunne bunde. Hun meldte sig til mesterskabet. Det gik ikke godt. Hun fik en sidsteplads.

Men hun fik også noget andet.

- Det var meget grænseoverskridende, men det fede var, at jeg havde overvundet mig selv ved at springe ud i det. Det ville jeg gerne igen, og jeg ville gøre det bedre, siger hun.

Da hun var færdig med sin uddannelse som 19-årig, fik hun arbejde i den blomsterbutik i Vejle, hvor hun arbejder den dag i dag. Hun begyndte at konkurrere igen. Både i kredsmesterskaber og konkurrencer. Og hun begyndte at vinde.

Med årene fyldte mesterskaberne mere og mere. Katharina nørdede med sit felt i højere grad, og hun testede nye tekniske løsninger med former og farver. Blomster og teknik drønede rundt i hovedet på hende, og udviklede sig fra job over hobby til passion.

Nogle gange vågnede hun om natten, efter at hun havde drømt om en ny teknik. Så skrev eller tegnede hun drømmene i skitsebogen på natbordet. Hun har fyldt flere bøger med skitser. Når ungerne var puttet, tog hun ind på arbejdet for at nørde videre. Det blev en tilstand for hende, hvor hun zoomede ind på at gøre det, så godt hun kunne.

- Når jeg er i den tilstand, er det rigtig vigtigt for mig. Jeg tvivler på mig selv, men jeg bliver næret af tvivlen til at bevise, at jeg godt kan. Jeg vil gerne vinde, men det er arbejdet derop til, det handler om.

Efter et mesterskab kan hun være høj på sin sejr. Men hun dyrker også sine fejl og bliver sur på sig selv over dem. Som ekkoer af gamle følelser, hvor hun pillede sig selv ned, før andre kunne gøre det.

- Det har jeg en tendens til at gøre. Så gør det heller ikke så ondt, hvis jeg ikke vinder.

Det førte til den sommerdag på Københavns Rådhus, hvor det skulle afgøres, om Katharina skulle vinde eller tabe.  

Hun havde i forvejen lavet to opgaver. Nu lagde hun sidste hånd på den tredje og sidste opgave i Danmarksmesterskabet på rådhuset. Hun skulle lave noget overraskende ud af en balje med roser. Katharina var stresset. 

Så kundgjorde dommerne, at tiden var gået. Katharina og de andre deltagere trådte væk fra deres dekorationer.

- Bagefter var jeg lettet og gav min assistent en highfive. Men så bredte usikkerheden sig, da jeg kiggede på de andre deltageres værker, siger hun.

Efter, dommerne havde voteret, råbte de vinderne op. Der blev uddelt guld, sølv og bronze samt point. Den med flest point vandt hele molevitten.

En deltager fik guld i de to første opgaver. Men Katharina fik guld i opgaven med roser. Hun var stolt.

De manglede at udnævne en samlet vinder. Katharina knugede sin assistents hånd. Hendes hjerte bankede. Hun tænkte på, at det var indlysende, at hun ikke ville vinde.

Så sagde dommerne, at Katharina var den samlede vinder og dermed ny danmarksmester.

- Jeg hoppede og skreg og havde tårer i øjnene, da jeg kom på podiet. Jeg havde brugt så mange måneder på at øve og så kom forløsningen. Det var min største sejr, siger Katharina.

Men det var mere end kulminationen på flere måneders forberedelser. For udenforstående var det måske bare blomster, som blev sat sammen, men for Katharina handlede det om mere. Hun beviste overfor sig selv, at hun var på det niveau, hun havde drømt om i årevis. 

Med tvivlen som motor var hun drønet derhen, hvor hun skulle være. På toppen af podiet med en enorm flaske champagne i den ene hånd, en kæmpe pokal i den anden og en guldmedalje om halsen.

I ugerne efter fordøjede hun sin sejr. Det var i 2018 og siden har Katharina været regerende danmarksmester, fordi turneringen er blevet udskudt på grund af coronarestriktioner. Til næste år repræsenterer hun Danmark til EM i blomsterkunst i Polen og lige nu er hun aktuel som dommer i TV SYDs søndagsprogram ’De grønneste fingre’.

Hun drømmer om at blive dommer ved internationale blomsterturneringer. Hun har ikke mere den samme hungrende fornemmelse for at vinde mesterskaber.

- Jeg har jo stået på podiet nu, siger hun.

Hun har bevist det, hun skulle.