Minister vil presse på for strammere EU-regler og højere straffe ved import af syge hunde

Onsdag var der samråd i Folketinget om foreningen New Hope, der er blevet kritiseret fra flere sider i forbindelse med deres import af hunde fra Portugal.

Efter en række afsløringer, hvor TV SYD i en dokumentarserie har kunnet fortælle, at New Hope har importeret syge hunde, løjet overfor adoptanter og brudt loven i forbindelse med importen af hundene, har Dansk Folkeparti kaldt fødevareminister Rasmus Prehn (S) i samråd. De ønsker at få ministerens holdning til sagen, og få svar på om lovgivningen på området skal strammes.

- De eksempler, vi har set i den her dokumentar, det er jo meget, meget uacceptabelt. Jeg bliver vred, jeg bliver indigneret over, at man kan behandle levende væsener på den måde. Det skal vi ikke finde os i, siger fødevareminister Rasmus Prehn (S) efter samrådet onsdag.

Han har på samrådet forpligtet sig til at presse på for at finde ud af, hvad man kan gøre indenfor de fælles EU-regler, der er på området, så man undgår import af syge hunde til Danmark. Derudover vil han også se på mulighederne for højere bøder.

- Vi vil kigge på EU-reglerne, vi vil kigge på, hvad vi kan gøre for at oplyse forbrugerne mere, så man husker at tage de forholdsregler, man skal, inden man køber hund. På samrådet har vi også talt om at kigge på strafstørrelsen, altså sanktioner, og det kommer jeg til at bede mit hus om at kigge nærmere på, udtaler ministeren.

quote

Folk skal kunne mærke det på pengepungen, når de foretager de her hjerteløse gerninger.

Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti

Indkalderen til dagens samråd var Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti, der ønsker strammere regler for import af hunde. I forvejen har man en række lovkrav, som Fødevarestyrelsen og EU har bestemt. Et af dem er, at dyrene skal have et INTRA-certifikat, som fås af en embedslæge i afrejselandet ved at registrere dem i den internationale database TRACES. Men de fælles regler på området skal strammes yderligere, lyder det.

- Desværre kommer vi som sædvanlig i konflikt med EU, hvis vi skal stoppe importen. Det kan man åbenbart ikke gøre. Det synes jeg er trist. Men så har vi også pålagt ministeren – og det er jo en langsommelig sag – at tage det op i EU-sammenhæng, sådan at man kan blive enige om det her på EU-plan, siger Pia Kjærsgaard.

Selvom hun påpeger, at det kan blive en langsommelig proces at få indført strammere regler i EU-sammenhængen, glæder hun sig over, at fødevareministeren vil kigge på et af de tiltag, man kan gøre i Danmark ved at kigge på bødestørrelsen.

- Folk skal kunne mærke det på pengepungen, når de foretager de her hjerteløse gerninger, kyniske spekulationer overfor syge dyr, og mennesker som køber dem, bare for at få penge ud af det. Det må ikke ske. Det er jo ikke et køleskab, vi taler om. Det er levende væsener, siger hun.