Oberst på flagdag: - Det betyder mere, end man lige tror

5. september er officiel flagdag for dem, der er eller har været udsendt på vegne af Danmark. Ifølge Oberst på Oksbøl Kaserne, så betyder dagen mere, end man lige skulle tro.

Lørdag er der landet over begivenheder, der hædrer dem, der er eller har været udstationeret på vegne af Danmark.

Det sker, fordi 5. september er den officielle flagdag for Danmarks udsendte. Det er 12. gang, dagen bliver markeret, siden den blev indført i 2009.

I TV SYDs område er dagen også blevet markeret i alle kommuner - med undtagelse af Vejle og Kolding Kommuner. Heriblandt i Varde Kommune, hvor det på trods af coronaen lykkedes at afholde den største ceremoni uden for hovedstaden.

Største ceremoni uden for hovedstaden

Det skete på Oksbøl Kaserne, hvor der lørdag var kransenedlæggelse ved mindestenen for de faldne i Afghanistan.

Her bliver kransen lagt ned i Oksbøl Kaserne ved mindestenen for de faldne i Afghanistan.
Her bliver kransen lagt ned i Oksbøl Kaserne ved mindestenen for de faldne i Afghanistan.
Foto: undefined

Ifølge oberst og chef for Danske Artilleriregiment på Oksbøl Kaserne, Torben Dixen Møller, så er dagen vigtig.

Flagdag 5. september for Danmarks udsendte

Hvert år den 5. september er der officiel flagdag for veteraner udsendt på vegne af Danmark.

  • Dagen blev første gang markeret i 2009, og i år er det 12. gang, der flages med Dannebrog den 5. september for veteraner.
  • Formålet med flagdagen er at hædre de personer, der er eller har været udsendt for Danmark.
  • Det officielle Danmark markerer blandt andet dagen på Monumentet for Danmarks Internationale Indsats siden 1948 på Kastellet i København, hvor også statsminister Mette Frederiksen (S) holder tale.

Kilde: Forsvarsministeriet

- Det gør jo, at de ranker ryggen. Den her anerkendelse fra det officielle Danmark, den betyder mere, end man lige tror. At det officielle Danmark og stort set alle landets kommuner hejser flaget, det betyder utroligt meget, siger obersten.

Det er tradition, at Varde Kommune i samarbejde med de tre garnisoner i kommunen markerer 5. september. De tre garnisoner er Hjemmeværnsskolen i Nymindegab, Oksbøl Kaserne og Varde Kaserne. Varde Kommune er en af de kommuner i Syd- og Sønderjylland, hvor der bor flest veteraner. Her bor 733 mennesker, der har været udsendt på vegne af Danmark.

Et skulderklap

- Det betyder, at Danmark officielt anerkender de mange tusinde soldater, som enten har været udsendt eller er udsendt. Så det er et skulderklap til de mange soldater, som er ude, siger Torben Dixen Møller.

Når dagen er vigtig at markere, så skyldes det ifølge obersten, at mange nok ikke ved, hvad det indebærer at være udsendt eller at være veteran. Men med flagdagen kommer der mere opmærksomhed på det.

- Det er ikke så mange, der reelt ved, hvad det betyder at være udsendt i en international mission. Der er måske heller ikke så mange, der ved, hvad det er for et afsavn, de efterladte derhjemme må lide, mens en soldat, en politimand eller en anden er udsendt i en mission, siger Torben Dixen Møller.

Fakta om veteraner

  • En veteran er en person, der på baggrund af en beslutning truffet af Folketinget, Regeringen eller en minister har været udsendt i mindst én international mission.
  • For at være veteran har man mindst været på mission i 28 sammenhængende dage under Forsvarsministeriets område.
  • Personen er veteran, uanset om vedkommende stadig er i Forsvaret eller i det civile.
  • Fra 1992-2020 har der været cirka 114.700 udsendelser.
  • Det samlede antal personer, der har været udsendt for Danmark fra 1948 til 2020 skønnes at være op mod 60.000 personer. Men registreringen startede først i 1992.
  • Ikke alle soldater kommer hele hjem efter missioner. Fra 1992-2020 omkom eller faldt 69 personer. Antallet af fysisk sårede var 266.
  • Siden flagdagen i 2015 er der ingen faldne, døde eller fysisk sårede.

Kilde: Forsvarsministeriet