Kaja Lorenzen stiller op til DM i Skills som SOSU

Kaja lå i sengen med selvmordstanker, da hendes mor fik en ide

22-årige Kaja Lorenzen fra Aabenraa skulle i hvert fald aldrig ‘tørre røv’ på ældre, men da hun blev syg med depression, ændrede det sig - og nu er hun blandt landets bedste til sit fag.

På et øjeblik kunne Kaja Lorenzen blive ramt af frygten for, at hendes forældre var kørt galt på vej til arbejde.

Og når hun gik gennem kantinen på handelsskolen med bestik i hånden, var hun bange for, om hun kunne komme til at skade andre eller sig selv.

- Det var, som om alle mine sanser kørte på højtryk hele tiden. Jeg fik indre billeder, som gjorde mig fjern. Jeg var ikke til stede mentalt, fortæller Kaja Lorenzen om sin angst.

quote

Jeg fik angstanfald hele tiden og havde en periode med selvmordstanker

Kaja Lorenzen

Tankemylder og katastrofetanker var blevet hverdag, og når hun kom hjem fra skole, sov hun stort set indtil næste dag. Selvom stædighed havde fået hende igennem halvandet år på handelsskolen, blev angsten til sidst så invaliderende, at hun måtte droppe ud.

- Det var et kæmpe nederlag at skulle se i øjnene, at jeg måtte bukke under for angsten, fortæller hun.

Angsten var svær for andre at forstå.

Næsten lige så svær som den beslutning Kaja Lorenzen fire år senere traf.

I flere år efter at være droppet ud af handelsskolen havde Kaja Lorenzen svært ved at acceptere, at det havde været nødvendigt at droppe ud. Hun klarede lektier og afleveringer godt, og blandt kammeraterne var hun vellidt.
Foto: Line Guldager Hansen, TV SYD

Et nødvendigt valg

Følelsen af nederlag sad dybt i Kaja Lorenzen. Efter at være droppet ud brugte hun dagene i sengen derhjemme. Hun tabte sig, for bare det at skulle spise var uoverskueligt for hende.

- Jeg fik angstanfald hele tiden og havde en periode med selvmordstanker, så det var en kamp at opleve folk omkring mig være bange for at miste mig, når jeg ikke engang kunne love, at de ikke ville, fortæller hun og beskriver sin familie som en kernefamilie.

Kaja Lorenzen til DM i Skils 2023
Kaja Lorenzen har fået støtte og opbakning fra sine forældre gennem hele forløbet i psykiatrien, og til DM i Skills i Fredericia er hendes mor, Karina Lorenzen, mødt op for at heppe.
Foto: Line Guldager Hansen, TV SYD

- Jeg tror, det er alle forældres mareridt at se sine børn så langt nede. Det er forfærdeligt at være med til på sidelinjen, for det er nogle gange svært at hjælpe, siger Karina Lorenzen, som er mor til Kaja.

Med støtte fra sine forældre begyndte Kaja Lorenzen i et forløb i psykiatrien, hvor hun fik diagnosen depression.

Hun havde samtaler med psykologer både individuelt og i grupper, og her begyndte hun at forstå sin angst og de tanker og handlemønstre, som den sætter i gang.

Depression

Depression er en af de mest udbredte psykiske sygdomme. Et dansk studie fra 2020 viser, at ti procent af den voksne danske befolkning anslås at have en depression.

Der er tale om mellem 300.000-375.000 voksne danskere her og nu. Hertil må yderligere påregnes et mørketal, for der er sandsynligvis en stor underrapportering af især milde depressioner, som ikke er blevet fanget i den gældende undersøgelse.

I løbet af livet får 17-18 procent af danskerne en depression. Det svarer til knap hver femte dansker. Men mange, som har en depression, søger ikke hjælp hos deres læge og kommer derfor ikke i behandling.  

Dobbelt så mange kvinder som mænd får en depression. Svær depression er imidlertid lige udbredt blandt de to køn.

Kilde: Psykiatrifonden

Samtaler og medicinsk behandling betød, at hun efter et halvt år kunne arbejde på en restaurant et par timer hver uge.

Sammenlignet med klassekammeraternes studentereksamen blev følelsen af nederlag dog ved med at spøge.

Vil ikke tørre røv

I psykiatrien møder Kaja Lorenzen en sygeplejerske, som hun klinger godt med. De to havde nogle gode snakke, og hun hjalp Kaja med at gemme sine selvbebrejdende tanker væk og vise sårbarhed.

- Hun hjalp mig og min familie, og det er det mest fantastiske at kunne gøre for andre, siger Kaja Lorenzen.

quote

Jeg var en handelskolepige og havde mange fordomme om SOSU-faget. Jeg skulle for eksempel ikke tørre røv eller arbejde med ældre

Kaja Lorenzen

Sygeplejerskens arbejde blev afgørende for Kaja.

Ikke kun for Kajas eget helbred, men også for valget om at begynde på en ny uddannelse fire år efter handelsskolen.

Trods stor modvillighed tog Kaja Lorenzen med sin mor til et åbent hus-arrangement på Social- og Sundhedsskolen i Aabenraa.

- Jeg var en handelskolepige og havde mange fordomme om SOSU-faget. Jeg skulle for eksempel ikke tørre røv eller arbejde med ældre, fortæller Kaja Lorenzen.

Kaja Lorenzen til DM i Skils 2023
Sammen med de 280 dygtigste elever fra alle landets erhvervsskoler dyster Kaja Lorenzen om titlen som Danmarks bedste inden for 45 fagdiscipliner til DM i Skills 2023.
Foto: Line Guldager Hansen, TV SYD

Inspirationen fra sygeplejersken endte dog med at vinde over Kajas fordomme, og hun besluttede at give uddannelsen til social- og sundhedsassistent et skud.

Men det var svært for hende at sige højt, at hun var ved at uddanne sig inden for et fag, som så mange omkring så ned på.

Et halvt år senere var hun afklaret.

Blandt Danmarks bedste

Selvom de gamle venner fra handelsskolen studsede over Kaja Lorenzens beslutning, kunne det ikke rykke på Kajas egen mavefornemmelse.

quote

Jeg kan ikke genkende minderne om mig selv, men det giver mig en endnu bedre følelse af at være kommet så langt

Kaja Lorenzen

- Jeg mærkede, at det her fag var lige mig. Jeg følte mig tilpas, og der var mening med det, jeg lærte, fortæller hun og tilføjer:

- Jeg er glad for mit valg, selvom det var en hård vej herhen.

Til DM i Skills skal Kaja Lorenzen løse opgaver på en scene, hvor en skuespiller blandt andet agerer ældre kvinde, som er indlagt med lungebetændelse.
Foto: Line Guldager Hansen, TV SYD

I dag er Kaja Lorenzen stadig i medicinsk behandling, men med egne ord beskriver hun at have det rigtig fint psykisk.

- Det er hårdt at se tilbage på og fuldstændig surrealistisk, for jeg kan ikke genkende minderne om mig selv, men det giver mig en endnu bedre følelse af at være kommet så langt, siger hun.

Om ét år er Kaja Lorenzen færdiguddannet social- og sundhedsassistent. Derefter overvejer hun at uddanne sig videre til sygeplejerske.
Foto: Line Guldager Hansen, TV SYD

Faktisk er Kaja Lorenzen blandt de ti bedste social- og sundhedselever i Danmark og deltager ved DM i Skills, som er danmarksmesterskabet for elever på erhvervsuddannelser.

Hun vil altid tænke tilbage årene med angst og depression som en hård tid, men når hun i dag ser, hvordan oplevelserne bidrager til hendes arbejde som social- og sundhedsassistent, så vil hun ikke være erfaringen foruden.

På en måde føler hun sig endda taknemmelig.