På et øjeblik kunne Kaja Lorenzen blive ramt af frygten for, at hendes forældre var kørt galt på vej til arbejde.

Og når hun gik gennem kantinen på handelsskolen med bestik i hånden, var hun bange for, om hun kunne komme til at skade andre eller sig selv.

- Det var, som om alle mine sanser kørte på højtryk hele tiden. Jeg fik indre billeder, som gjorde mig fjern. Jeg var ikke til stede mentalt, fortæller Kaja Lorenzen om sin angst.

Tankemylder og katastrofetanker var blevet hverdag, og når hun kom hjem fra skole, sov hun stort set indtil næste dag. Selvom stædighed havde fået hende igennem halvandet år på handelsskolen, blev angsten til sidst så invaliderende, at hun måtte droppe ud.

- Det var et kæmpe nederlag at skulle se i øjnene, at jeg måtte bukke under for angsten, fortæller hun.

Angsten var svær for andre at forstå.

Næsten lige så svær som den beslutning Kaja Lorenzen fire år senere traf.

Et nødvendigt valg

Følelsen af nederlag sad dybt i Kaja Lorenzen. Efter at være droppet ud brugte hun dagene i sengen derhjemme. Hun tabte sig, for bare det at skulle spise var uoverskueligt for hende.

- Jeg fik angstanfald hele tiden og havde en periode med selvmordstanker, så det var en kamp at opleve folk omkring mig være bange for at miste mig, når jeg ikke engang kunne love, at de ikke ville, fortæller hun og beskriver sin familie som en kernefamilie.

- Jeg tror, det er alle forældres mareridt at se sine børn så langt nede. Det er forfærdeligt at være med til på sidelinjen, for det er nogle gange svært at hjælpe, siger Karina Lorenzen, som er mor til Kaja.

Med støtte fra sine forældre begyndte Kaja Lorenzen i et forløb i psykiatrien, hvor hun fik diagnosen depression.

Hun havde samtaler med psykologer både individuelt og i grupper, og her begyndte hun at forstå sin angst og de tanker og handlemønstre, som den sætter i gang.

Samtaler og medicinsk behandling betød, at hun efter et halvt år kunne arbejde på en restaurant et par timer hver uge.

Sammenlignet med klassekammeraternes studentereksamen blev følelsen af nederlag dog ved med at spøge.

Vil ikke tørre røv

I psykiatrien møder Kaja Lorenzen en sygeplejerske, som hun klinger godt med. De to havde nogle gode snakke, og hun hjalp Kaja med at gemme sine selvbebrejdende tanker væk og vise sårbarhed.

- Hun hjalp mig og min familie, og det er det mest fantastiske at kunne gøre for andre, siger Kaja Lorenzen.

Sygeplejerskens arbejde blev afgørende for Kaja.

Ikke kun for Kajas eget helbred, men også for valget om at begynde på en ny uddannelse fire år efter handelsskolen.

Trods stor modvillighed tog Kaja Lorenzen med sin mor til et åbent hus-arrangement på Social- og Sundhedsskolen i Aabenraa.

- Jeg var en handelskolepige og havde mange fordomme om SOSU-faget. Jeg skulle for eksempel ikke tørre røv eller arbejde med ældre, fortæller Kaja Lorenzen.

Inspirationen fra sygeplejersken endte dog med at vinde over Kajas fordomme, og hun besluttede at give uddannelsen til social- og sundhedsassistent et skud.

Men det var svært for hende at sige højt, at hun var ved at uddanne sig inden for et fag, som så mange omkring så ned på.

Et halvt år senere var hun afklaret.

Blandt Danmarks bedste

Selvom de gamle venner fra handelsskolen studsede over Kaja Lorenzens beslutning, kunne det ikke rykke på Kajas egen mavefornemmelse.

- Jeg mærkede, at det her fag var lige mig. Jeg følte mig tilpas, og der var mening med det, jeg lærte, fortæller hun og tilføjer:

- Jeg er glad for mit valg, selvom det var en hård vej herhen.

I dag er Kaja Lorenzen stadig i medicinsk behandling, men med egne ord beskriver hun at have det rigtig fint psykisk.

- Det er hårdt at se tilbage på og fuldstændig surrealistisk, for jeg kan ikke genkende minderne om mig selv, men det giver mig en endnu bedre følelse af at være kommet så langt, siger hun.

Faktisk er Kaja Lorenzen blandt de ti bedste social- og sundhedselever i Danmark og deltager ved DM i Skills, som er danmarksmesterskabet for elever på erhvervsuddannelser.

Hun vil altid tænke tilbage årene med angst og depression som en hård tid, men når hun i dag ser, hvordan oplevelserne bidrager til hendes arbejde som social- og sundhedsassistent, så vil hun ikke være erfaringen foruden.

På en måde føler hun sig endda taknemmelig.