Efter 17 år i Helligåndskirken: Rørt sognepræst holdt sin sidste prædiken for dronningen

Foran dronning Margrethe holdt sognepræst Jacob Ørsted onsdag sin sidste prædiken i Helligåndskirken i Flensborg.

Sognepræst Jacob Ørsteds hjerte hoppede en ekstra gang, da han fandt ud af, at hans sidste gudstjeneste i Helligåndskirken i Flensborg ville blive foran dronning Margrethe. 

I 17 år har han været præst for det danske mindretal, og tanken om, at prædikenen for dronningen også ville være hans farvel til mindretallet og Helligåndskirken, gjorde ham rørt.  

- Det er den sidste prædiken, og nu bliver jeg helt bevæget. På det tidspunkt har jeg sagt farvel til menigheden, og de unge jeg har døbt og konfirmeret og… ej…., siger en rørt Jacob Ørsted, der begynder at grine let og vender sig væk fra kameraet for at holde tårerne tilbage og samle sig.  

Se her, hvordan det så ud, da dronningen ankom til Helligåndskirken i Flensborg. 
Video: Lucas Mæng, TV SYD.

En perfekt afsked

200 mennesker var sammen med dronning Margrethe til stede, da Jacob Ørsted holdt sin sidste gudstjeneste i Helligåndskirken. Selvom Jacob Ørsted var spændt inden gudstjenesten, så blev det en succesfuld afsked med prædikestolen i mindretalskirken i Flensborg.

- Det gik langt over, hvad jeg havde forventet. Jeg havde set frem til denne dag, men den var endnu mere perfekt, end man kunne ønske sig. Alt klappede, siger Jacob Ørsted, der nu vender tilbage til fødebyen København.

Helligåndskirken i Flensborg er sognekirke for de fem danske menigheder i byen. Siden 1588 har de kirkelige handlinger foregået på dansk.