Med en fod i hvert land: - Jeg føler mig lige så dansk, som jeg føler mig tysk

Jan Morten er ikke kun tysk, han er lige så meget dansk. Han er nemlig en del af det danske mindretal i Sydslesvig, som i denne uge har besøg af dronning Margrethe.

Jan Morten Philip har en fod på hver side af grænsen.

Han er nemlig en del af det danske mindretal. Konkret betyder det, at han bor og går i gymnasiet i Sydslesvig, men han taler både dansk og tysk til daglig.

- Egentlig er vi bare danske og tyske. Der er ikke så mange folk som os, siger den dansk-tyske Jan Morten Philip.

Han er én blandt 50.000 borgere i Sydslesvig, der føler sig dansk på trods af et tysk statsborgerskab. Det er især de danske traditioner, som Jan Morten Philip gerne tager del i.

- Vi taler meget dansk, og vi har også den danske kultur. Vi danser om juletræet, når det er jul. Og vi synger danske sange. Jeg føler mig lige så dansk, som jeg føler mig tysk, siger Jan Morten Philip.

Farfars sejltur sendte Jan i dansk børnehave

Det blev bestemt meget tidligt, at Jan Morten Philip både skulle være tysk og dansk.

Det var faktisk en sejltur, der endeligt afgjorde, at han skulle blive en del af det danske mindretal.

- Min farfar var ofte ude at sejle i Danmark. Så kom vi på den tanke, at jeg kunne gå i en dansk børnehave. Så kunne jeg lære sproget og være en del af det danske mindretal. Derhjemme hos mig er det meget tysk. Så jeg føler mig både dansk og tysk, fortæller han.

Jan Morten Philip ser det dog kun som en fordel at være mellem to lande. Det giver nemlig flere muligheder.

- Man må studere både i Tyskland og i Danmark. Man har to sprog, og det gør, at man kan tale med nogle millioner flere. Så man har flere muligheder.

Selvom Jan Morten Philips familie er fuldblodstyskere, regner han stadig med at fejre dimmissionen fra gymnasiet på dansk manér med rød hue og kolde øl.