Dyrlæge: Folk knytter sig væsentligt mere til deres dyr

I dag er der et andet bånd mellem kæledyrene og deres ejere i TV SYDs serie Dyrlægerne. Det mærker Lars Reggelsen Kjær i sit daglige virke som dyrlæge.

Et kæledyr er ikke længere ”bare” et kæledyr. Det har dyrlægen Lars Reggelsen Kjær erfaret igennem årene indenfor branchen. Han oplever nemlig, at kæledyrene indtager en helt speciel plads i folks hjerter, som de ikke tidligere har gjort:

- Folk knytter sig væsentligt mere til deres dyr, end de gjorde for mange år siden. Da jeg startede i branchen var en hund enten en gårdhund, en jagthund eller en klappehund. I dag bærer man rundt på hundene og forgylder dem næsten med tasker og andet.

Omtanke for dyrene

Den omsorg kan bære en masse godt med sig, mener han.

- Måske er det et tegn på, at mennesker er blevet mere ensomme, og så kaster de deres kærlighed på deres dyr. Dyr har jo en fantastisk god effekt på mennesker, fortæller Lars.

Dyrlægerne i TV SYD

  • TV SYD sender Dyrlægerne i Møgeltønder kl. 19.30 hver lørdag til og med marts. Første afsnit blev sendt lørdag den 1. februar, niende og sidste afsnit sendes lørdag den 28. marts.
  • I de ni afsnit følger vi dyrlægerne Lars Reggelsen Kjær og Kristen Vandel Jensen, som driver Møgeltønder Dyrehospital. Her bliver katte, hunde og sågar papegøjer behandlet, og samtidig får landsdelens landmænd besøg fra Møgeltønder, når deres dyr skal tilses eller behandles for diverse sygdomme og skavanker.
  • Afsnittene er optaget for ganske nylig. Optagelserne begyndte sidst i oktober, og de seneste er fra den 10. januar i år.

Det fik Lars også lov at opleve, da han i syvende afsnit af ”Dyrlægerne” skal tage sig af en lille chihuahua. Inden hunden skal afsted mod dyrlægens operationsbord, ser Lars nemlig den store medfølelse og bekymring, som hundeejeren viser for sin lille firbenede ven.  

- Nej, det er du ikke glad for, og det er din mor heller ikke, siger den kvindelige hundeejer til sin chihuahua.

Til gengæld er glæden tilsvarende stor, når hunden vender hjem igen, og den velkomst sætter tanker i gang hos Lars:

- Der var næsten vand i øjnene. Hunden blev kysset, klappet og krammet, og hun blev slikket i hovedet, fortæller Lars og fortsætter:

- Det er da en super oplevelse, at både ejer og hund får sådan en modtagelse. Så det er godt!

Du kan se seneste afsnit af ”Dyrlægerne” her. Afsnittene sendes hver lørdag klokken 19.30 på TV SYD.