Hund med betændelse overlever - grisen gik det ikke så godt

I dag sender vi sidste afsnit af Dyrlægerne i Møgeltønder. I niende afsnit kan man opleve, hvordan den syge hund Jessie kommer igennem en operation.

En kvinde kommer ind på dyrehospitalet i Møgeltønder med sin hund Jessie, der ikke har det så godt.

Dyrlæge Lars Reggelsen Kjær forklarer Jessies ejer, at hunden skal have fjernet livmoderen. Men det er ikke hele sandheden.

Dyrlægerne i TV SYD

  • TV SYD sender Dyrlægerne i Møgeltønder kl. 19.30 hver lørdag til og med marts. Første afsnit blev sendt lørdag den 1. februar, niende og sidste afsnit sendes lørdag den 28. marts.
  • I de ni afsnit følger vi dyrlægerne Lars Reggelsen Kjær og Kristen Vandel Jensen, som driver Møgeltønder Dyrehospital. Her bliver katte, hunde og sågar papegøjer behandlet, og samtidig får landsdelens landmænd besøg fra Møgeltønder, når deres dyr skal tilses eller behandles for diverse sygdomme og skavanker.
  • Afsnittene er optaget for ganske nylig. Optagelserne begyndte sidst i oktober, og de seneste er fra den 10. januar i år.

- Hvis der ligger noget kræft derinde, vil jeg lade din hund sove ind, forklarer han inden operationen.

Det viser sig heldigvis blot at være betændelse, så Jessie får lov at vågne fra bedøvelsen igen.

Pludselig død

Lars' kompagnon Kristen er kaldt ud til en svineavler i Skærbæk, hvor en gris af uventede årsager er pludselig død. Årsagen til dødsfaldet er betændelse, og i modsætning til hunden Jessie har det haft fatale følger.

Bagefter kører han ud til en anden svineavler, hvor den sædvanlige madpakke med flade ostemadder er afløst af bøf med spejlæg.