Spillere havde fået nok – tog på bar en mandag for at løse konflikt

Et mistillidsbrev til ledelsen i EfB splittede truppen i sommeren 2021. En hollandsk verdensstjerne tog et utraditionelt middel i brug for at løse konflikten.

- Det er nærmest en kærlighedshistorie. 

Sådan lyder det fra assistenttræner i Esbjerg fB, Rafael van der Vaart, der sidste år blev hentet ind i Esbjerg fB for at rede trådende ud efter en historisk kaotisk sommer. 

En aften efter et smertefuldt nederlag tog den tidligere verdensstjerne spillerne med i byen for at få løst en stor konflikt mellem flere af spillerne. 

Flere uger var gået med hård træning, der overbelastede spillerne og "trusler om fyringer, hånende, sexistiske og ydmygende bemærkninger" samt anonyme anklager om slag fra Peter Hyballa og hans trænerstab rettet mod spillerne. 

Det fremgår af det mistillidsbrev, som 21 spillere sendte til klubbens ledelse og cheftræner Peter Hyballa. 

Resten af truppen skrev ikke under, og det skabte en trykket stemning i omklædningsrummet, fortæller flere spillere

- Det var 'deadly' (dødalvorligt, red.) i omklædningsrummet. Folk gik ikke og snakkede sammen. Folk ignorerede hinanden, og så kan det ikke fungere, siger angriber Emil Holten.

Esbjerg fB - Love it or Leave it

I en ny dokumentarserie på TV SYD PLAY følger vi spillerne, ansatte og fans gennem en af de mest kaotiske og mindeværdige sæsoner i klubbens historie.

Serien 'Esbjerg fB - Love it or Leave it' handler om en hel bys forventninger til, at klubben skal rykke op i Superligaen med nye amerikanske ejere i ryggen. Historien blev dog en helt anden.

Du kan se serien på TV SYD PLAY. Serien kommer i 11 afsnit fordelt på tre udgivelsesdatoer (1/9, 8/9 og 15/9).

I byen på en mandag

Det var fuldstændigt uhørt, fortæller Emil Holten, da hele den professionelle spillertrup en mandag aften tog i byen med pizza og fri bar. 

quote

Der var dårlig stemning, dårlig træning og et forfærdeligt miljø. Så der skulle gøres noget ved det

Emil Holten, Angriber, EfB

Det var dog ikke noget, de selv havde fundet på, men den nye assistent og verdensstjerne Rafael van der Vaart, der havde inviteret spillerne på en aften væk fra klubben og træningsbanerne. 

- Jeg tog dem med ud og drak lidt vin, så alle har nosserne til at sige til hinanden, hvad man mener. Nogle gange er sandheden ikke køn, men i det mindste har man været ærlig, siger hollænderen, der har spillet på nogle af de største fodboldadresser i verden. 

Angriberen Emil Holten er en af de spillere, der kom til som ny spiller i EfB i sommeren 2021.
Angriberen Emil Holten er en af de spillere, der kom til som ny spiller i EfB i sommeren 2021.

Konflikten førte ifølge flere i klubben til, at der var spillere, som ikke var på talefod, og at omklædningsrummet var delt i to. Blandt andet anfører Mads Larsen og Niclas Strunck, hvor sidstnævnte ikke skrev under på brevet.

- For mig er det sladder, for vi er voksne mænd og ikke børnehavebørn. Så når nogen laver en fejl, så må man komme videre, siger Rafael van der Vaart.

Han har selv erfaring fra højeste niveau, da han har spillet i klubber som Real Madrid, Tottenham og Ajax Amsterdam.
Han har selv erfaring fra højeste niveau, da han har spillet i klubber som Real Madrid, Tottenham og Ajax Amsterdam.

'Det var ikke pænt'

Men aftenen handlede ikke kun om den gode stemning med mad og vin.

For på et tidspunkt bad assistenttræneren de ansatte på baren om at slukke musik og forlade lokalet, for nu skulle der tales alvor, fortæller Emil Holten.

- Det var hårdt. Det var ikke sjovt for nogen og heller ikke for mig, for jeg sagde også nogle ting, siger han.

Hvad der præcist blev sagt i lokalet, vil spillerne holde for sig selv.

Men det var ikke pæne ord, der kom ud, forklarer angriberen. 

- Folk kiggede hinanden i øjnene og sagde, hvad de mente, og det var ikke pænt. Men det giver virkelig noget at få lettet hjertet og fået fortalt, hvorfor de har gjort, som de har gjort, siger han. 

quote

Det har været sindssygt godt for Mads Larsen og mig, men også for hele holdet

Nicklas Strunck, Midtbanespiller, EfB

Det forlyder, at spillerne i to timer fik talt ud om problemerne, og aftenen beskrives som den, der løste konflikten i spillertruppen. 

- Det store emne for mig var Kevin Conboy og mig, fordi vi gik også hver vores veje. Han var ked af det over min beslutning og følte sig trådt på. Jeg tog fat i ham efter mødet, og så talte vi i en times tid, og fra da af gik det meget bedre, fortæller Nicklas Strunck, der har set Kevin Conboy som et forbillede for ham i den vestjyske fodboldklub.

Ifølge Emil Holten endte holdet aftenen med at drikke sig fulde og omfavne hinanden.

Mads Larsen (på billedet) og Nicklas Strunck fik løst deres problemer, og kunne fejre sæsonens første sejr.
Mads Larsen (på billedet) og Nicklas Strunck fik løst deres problemer, og kunne fejre sæsonens første sejr.

Noget helt andet

Den splittede trup kunne nu med en ny cheftræner og klar luft sætte et foreløbigt punktum for problemerne, der fyldte i den vestjyske fodboldklub.

- Der var dårlig stemning, dårlig træning og et forfærdeligt miljø. Så der skulle gøres noget ved det. Det har været noget helt andet at komme i klubben siden, så det har endt med at gøre os stærkere sammen, siger Emil Holten.

For Nicklas Strunck, der tidligere ikke talte med sin ellers gode ven Mads Larsen, ændrede aftenen deres forhold.

- Nu går vi i fitness sammen igen og hygger sammen igen. Det har været sindssygt godt for Mads Larsen og mig, men også for hele holdet. Der har Rafa (Rafael van der Vaart, red.) været god for os, siger han.

Se de nye afsnit af serien 'Esbjerg fB -Love it or Leave it' nu på TV SYD PLAY.