12-tals-pigen Katrine fik stress i skolen - men har vendt det til sin fordel

I folkeskolen fik Katrine Weber stress på grund af høje forventninger til sig selv. Trods det er hun stadig et konkurrencemenneske, og hun er stolt af at være en 12-talspige.

Hun sad helt oppe foran i det klasselokalet, som hun kendte så godt, selvom det egentlig ikke var mange dage, hun havde tilbragt der. Nærmest hver anden dag havde hun været væk fra skolen i 8. klasse på Toftlund Skole.

De hvide vægge blev brudt af den blå opslagstavle, skoletavlen, diverse infoplakater og uret, der tikkede – tikkede hen mod, at hun om få minutter skulle rejse sig op og fortælle hele klassen, hvorfor hun ikke havde været der. 

Hun var egentlig ikke nervøs. Flere af hendes klassekammerater vidste godt, hvorfor hun nogle gange ikke kom i skole, men det var alligevel afgørende for hende at fortælle hvorfor – og hvad de skulle gøre, når hun besvimede.

- Det er vigtigt for mig ikke at være et offer. Jeg ville ikke være hende, der altid var syg, og så handler det om selvmedlidenhed. Jeg ville ikke se mig selv som en, der havde det skidt. Hvorfor skulle andre så?, spørger Katrine Weber.

Men for Katrine fik alt det, som begrebet rummer, store konsekvenser for hende.

Én skole - otte liv

Besvimede første gang i 5. klasse

Katrine Weber blev indlagt for første gang i 5. klasse. Hun var begyndt at besvime, og så blev hun ramt af periodiske lammelser. Men lægerne kunne ikke finde ud af, hvorfor det skete – eller hvorfor hun blev overmandet af træthed og ofte gik i seng igen om morgenen, fordi kroppen var drænet for energi.

- Uvisheden gjorde det værre. Det var rigtig svært, og så fyldte den der følelse af at være helt forkert, fordi der ikke var nogen, der vidste, hvad der var galt, fortæller Katrine Weber.

Efterfølgende aftog symptomerne gradvist, men de vendte stærkt tilbage i 8. klasse, hvor hun havde mellem 40 og 50 procents fravær. 

Efter lang tids udredning endte det med, at lægerne foreslog at sætte den dengang 14-årige Katrine i behandling for stress. De mistænkte, at presset fra skolen, fritidsaktiviteter - og vigtigst af alt presset fra hende selv - var for stort. 

En behandling, der skulle vise sig at hjælpe den unge pige på vej igen. Men først måtte hun gøre sig nogle erfaringer.

quote

Mange gange gik jeg uden rigtigt at få noget at spise, og der var heller ikke rigtig tid til lektier, så jeg pressede mig selv rigtig meget.

Katrine Weber, Studerende

Svært ved at sige nej

Katrine har altid været typen, der påtog sig opgaver og havde svært ved at sige nej. Det har både været en hjælper og motivator hende. Men det har også været en modstander, for i folkeskolen sagde kroppen altså fra over for Katrines pligtopfyldende tilgang til livet.

I de små klasser viste det sig, når nogen kom op at skændes, og hun trådte imellem for at hjælpe. Nu viser hendes pligtopfyldenhed sig ved, at hun arbejder frivilligt i hjembyen Toftlund, hvor hun blandt andet søger fonde for at forbedre faciliteterne i byen. 

Og trods utallige løftede pegefinger i barndommen, der mindede hende om, at hun skulle passe på sig selv, så har hun stadig ikke rigtigt lært det.

Fodboldpassionen

I 8. klasse var Katrine afsted til fodbold fire gange om ugen. Hun spillede for Sønderjyske i Haderslev, og dagene begyndte at have for få timer.

Hun løb hjem fra skole for at hente en taske, og så skulle hun skynde sig for at nå bussen østover. Derfor blev det også svært at blive ved med at holde fast i klassekammeraterne. 

De nye venner i Haderslev lokkede, og selv dét var svært, da hun ikke rigtig kunne komme dertil tidligere eller tage senere hjem efter træning.

- Mange gange gik jeg uden rigtigt at få noget at spise, og der var heller ikke rigtig tid til lektier, så jeg pressede mig selv rigtig meget, siger Katrine.

Fodbold var en del af Katrines identitet. Når pigerne i skolen blev indenfor og tegnede og spillede brætspil, så løb Katrine med udenfor og spillede fodbold med drengene. 

Men det store fravær og en knæskade satte en brat stopper for hendes store passion.

- Det var et lavpunkt at stoppe til fodbold. Jeg ville virkelig gerne sporten, men jeg fandt også ud af, at det ikke skulle være på bekostning af alt andet. Men det var svært at blive Katrine igen, når jeg ikke havde fodbolden, fortæller hun.

quote

Jeg vil altid vinde - uanset hvad jeg laver.

Katrine Weber, Studerende

Præstationskulturen

Når Katrine går ind til noget, så er det med det formål at vinde – og være den bedste. Den tankegang kan være rigtig hård, og det knækkede til sidst også den dengang 14-årige pige. 

Karakterer, venskaber, sport – alt sammen bidrog det til presset. Men presset kom ikke fra forældrene, skolen eller vennerne. Det kom indefra.

- Jeg vil altid vinde - uanset hvad jeg laver. Hvem kommer først hen til bilen, karakterer - alt kan laves til en konkurrence, siger Katrine.

Men konkurrencerne har altid være oppe i Katrines hoved, så de andre ved ikke nødvendigvis, at de har været med i en konkurrence med Katrine. Hun pralede da heller ikke med, at hun fik høje karakterer.

Stress blandt folkeskoleelever

Men hvorfor har det altid været så vigtigt for Katrine Weber at være den bedste til alting?

- Jeg ved det simpelthen ikke. Det er klart, jeg er blevet spurgt, om det ikke er ligegyldigt at vinde, og jo, det er det da også, hvis jeg spiller mod børn - ellers ikke, konstaterer den unge sønderjyde.

Men stressforløbet hos psykologen hjalp hende på vej. Dét - samt en god portion selvdisciplin. Hun har lært flere af sine grænser at kende og har fået redskaber til at få studie og privatliv til at hænge sammen. Hun har også lært at elske arbejdsprocessen frem for kun at elske resultatet - eksempelvis en karakter.

- Jeg kunne vende tilbage til dét skoleliv, jeg havde levet, uden at gå på kompromis med mig selv. Det var vigtigt, for jeg vil ikke gå på kompromis med, at jeg gerne vil stræbe efter at være noget.

Og Katrine vendte netop tilbage i folkeskolen, klarede 9. klasse, fortsatte på gymnasiet i Toftlund og derfra direkte videre på universitetet i Esbjerg, hvor hun læser en bachelor i erhvervsøkonomi med sports- og eventmanagement som speciale.

Katrine Weber ved sin konfirmation med festgæsterne i baggrunden.
Katrine Weber ved sin konfirmation med festgæsterne i baggrunden.
Foto: Privatfoto

Opgøret med 12-talspigen – et definitionsspørgsmål

Kampgejsten og passionen sniger sig også ind i stemmen, når snakken falder på 12-talspiger. For Katrine betegner sig selv som en – og hun er stolt af det. 

Men det har også været en læringsproces at nå dertil.

- I folkeskolen troede jeg helt dybt seriøst på, at hele min fremtid var båret af, om jeg fik 10 eller 12 i fysisk/kemi. Det er den jo i høj grad ikke, siger Katrine.

I gymnasiet kom Katrine ud med et resultat, hun selv er stolt af – og det på trods af, at eksamensbeviset ikke kun består af 12-taller.

- Det handler ikke om nogen andre end mig selv. Hvilken karakter er okay for mig? Det er mig selv, der har skullet ændre dét syn, slår hun fast.

Og man kan godt være en 12-talspige uden at få 12 i alt. For Katrine handler det om, at man stræber efter altid at gøre sit allerbedste. Hvis det står til hende, så er man nærmest forpligtet til det.

- Jeg synes, det er fedt at være en, der altid stræber efter at gøre sit allerbedste. Jeg synes også, det er fedt at være skide tilfreds med 7 eller 10, eller hvad det nu bliver til, men hvis man ikke stræber efter 12, så ville jeg ikke være tilfreds med mig selv.

Angsten for at fejle

Stressen fylder ikke længere

Tilbage i klasseværelset viste uret endelig, at det var hendes tur, så hun rejste sig op og forklarede, hvorfor hun ikke have været i skole meget af skoleåret, og hvad klassekammeraterne skulle gøre, hvis hun besvimede. 

Det skete eksempelvis under en fodboldkamp, og det var ikke nødvendigt at ringe efter en ambulance, hver gang det skete.

- Jeg er enormt praktisk anlagt, så det handlede for mig om, hvordan min klassekammerater skulle reagere. De fleste vidste det jo godt, men det føltes som om, at det skulle gøres klart, at det var stress, jeg blev behandlet for, og at jeg altså ikke var et offer.

Selvstændigheden hænger ved den dag i dag, og selvom det er lidt svært at snakke om, så gør Katrine det også gerne for at hjælpe andre, som måske oplever noget lignende.

- Jeg har ikke ondt af mig selv. Jeg er et godt sted i dag. Selvom jeg aldrig kommer helt af med stress, så fylder det ingenting i min hverdag.

Hun arbejder stadigvæk med at passe på sig selv og lytte til sin krop, men det skyldes nok også, at hun nærmest aldrig sidder stille.

quote

Det handler om passion for Toftlund, og hvor meget den by betyder for mig. Det vidste jeg ikke, før jeg flyttede væk.

Katrine Weber, Studerende

Giver tilbage til Toftlund

For tiden bor hun i Bramming og læser i Esbjerg, men hun tager ofte tilbage til sin hjemby Toftlund, hvor hun er frivillig flere steder. Hun er med i den lokale byfestbestyrelse, leder i spejderforeningen, en del af Natteravnene, formand for en teaterforening og har desuden lavet en del fundraising for byen også. 

For Katrine er det vigtigt at hjælpe til - og derfor bliver det også prioriteret.

- Det handler om passion for Toftlund, og hvor meget den by betyder for mig. Det vidste jeg ikke, før jeg flyttede væk.

Fodbolden blev efter noget tid også skiftet ud med håndbold. En sport, hun ikke selv synes, hun er god til, men hun har en fest, når hun spiller, og det er det vigtigste. 

Sammen med studierne og det frivillige arbejde er hun ved at have fundet det liv, hun gerne vil have lige nu.

- Jeg vil stadigvæk gerne det hele og presser mig selv til det, men jeg arbejder på at finde det sunde kompromis.