Han var skibslæge på Jutlandia - men midt ude på havet fik han et telegram der ændrede hans liv

Jürgen Schmidt er én af de personer, du i øjeblikket kan opleve i TV SYD-serien 'Én skole - otte liv'.

Det var en varm sommerdag i starten af maj 1964 som så mange andre ombord på skibet Jutlandia.

Skibet sejlede som passager- og fragtskib for Østasiatisk Kompagni - godt ti år efter, det havde sejlet som hospitalsskib som Danmarks FN-bidrag i Koreakrigen.

Jutlandia lå ud for Singapore i den bagende sol på vej mod Bangkok, hvor det skulle samle passagerer og gods op, som skulle til København.

Ombord på Jutlandia var læge Jürgen Schmidt fra Toftlund. Han blev født i 1931 og er i dag 90 år gammel.

Én skole - otte liv

Et par måneder forinden var han påmønstret skibet i København til det, der skulle være drømmerejsen.

Men nu kom skibets telegrafist, "Gnisten", med et telegram hjemmefra barndomshjemmet i Toftlund. 

Et telegram med en besked, som kom til at overskygge resten af rejsen, der stadig var knap tre måneder lang.

Ville være læge som sin far

Jürgen Schmidts far var praktiserede læge i barndomshjemmet Søndergade 20 i Toftlund, og det lå da også i kortene, at Jürgen en dag selv skulle være læge.

Jürgen Schmidt (tredje fra højre, mellemste række) med sin klasse. Allerede fra Jürgen var lille, ville han gerne være læge ligesom sin far.
Jürgen Schmidt (tredje fra højre, mellemste række) med sin klasse. Allerede fra Jürgen var lille, ville han gerne være læge ligesom sin far.
Foto: Toftlund Lokalhistorisk Arkiv


Ønsket var der allerede, fra han var helt lille, men det var særligt i teenageårene, at han arbejdede målrettet mod at blive læge.

- Da jeg begyndte i gymnasiet, blev jeg klar over, at jeg måtte have den samme uddannelse som min far. I de perioder, hvor jeg var en doven dreng, kunne jeg for den sags skyld godt være blevet cykelsmed eller hvad som helst andet.

I 1958 blev han færdiguddannet læge fra Københavns Universitet.

Men det lå ikke nødvendigvis i kortene, at han skulle overtage praksissen efter sin far.

Jürgen Schmidt havde specialiseret sig i kirurgi og arbejdede de første fem år af sin lægegerning med kirurgi.

quote

Udlængsel har altid været en "svaghed” i familien. Så jeg søgte jobbet.

Jürgen Schmidt, Toftlund

Jobopslaget

Vi skruer tiden frem til slutningen af 1963.

Her var 32-årige Jürgen Schmidt ansat på kirurgisk afdeling på Kolding Sygehus. Jobbet var stressende, og han trængte til at gå nye græsgange.

Det var nærmest som om, at nogen havde læst Jürgens tanker, for en dag i december 1963 så han et jobopslag i Ugeskrift for Læger, og dét pirkede til noget inde i den unge læge.

Jobopslaget i Ugeskrift for Læger 6. december 1963.
Jobopslaget i Ugeskrift for Læger 6. december 1963.
Foto: Ugeskrift for Læger, 6. december 1963.


- Så tænkte jeg, at dét kunne jeg godt tænke mig. Udlængsel har altid været en “svaghed” i familien. Så jeg søgte jobbet.

Han blev kaldt til jobsamtale i København hos Frode Rydgaard, der blandt andet var læge hos ØK.

Men derefter gik der lang tid, hvor Jürgen Schmidt ikke hørte noget.

- Jeg havde egentlig opgivet det, fordi jeg ikke havde hørt fra dem. Så jeg troede, at de havde fundet en anden.

Lige indtil den dag i starten af 1964, hvor der lå en hvid konvolut på hans skrivebord på Kolding Sygehus.

Afsenderen var Østasiatisk Kompagni, som han også havde stilet sin ansøgning til et par måneder i forvejen.

Han var godt klar over, at brevet indholdt et svar, som han enten ville blive glad eller skuffet over at læse.

Heldigvis var budskabet i brevet positivt. Jürgen Schmidt var antaget som skibslæge på et af Jutlandias sidste togter mellem København og Bangkok.

Han var lykkelig.

Men det, der skulle have været hans livs tur, skulle vise sig at blive overskygget af en trist besked fra telegrafisten ombord på Jutlandia et par måneder senere.

Fakta om Jutlandia


Et rekreativt halvt år

I slutningen af februar 1964 påmønstrede han så Jutlandia på Nordhavn i København.

Efter Korea-krigen, hvor skibet havde sejlet som hospitalsskib under FN og Røde Kors, var skibet ført tilbage til sin oprindelige indretning, så det igen kunne sejle som passager- og fragtskib.

Turen var en god blanding af arbejde og afslapning for Jürgen Schmidt, der mest havde noget at lave, hvis besætningen eller passagererne havde brug for ham.

- Jeg erkender, at jeg faktisk ikke lavede noget som helst på skibet. Kun hver fjerde dag i havn, hvor en håndfuld besætningsmedlemmer som regel skulle behandles for gonoré, siger Jürgen.

Jürgen Schmidt fotograferet foran et gummitræ under en landlov et sted i Asien.
Jürgen Schmidt fotograferet foran et gummitræ under en landlov et sted i Asien.
Foto: Ukendt


Den stressende tilværelse på kirurgisk afdeling i Kolding var fortid, og Jürgen Schmidt kunne nu se frem til et rekreativt halvt år.

- Det var min drøm. Bare det at komme helt væk og se noget, som jeg ikke havde set før. At sejle med skib, det er sådan en rolig, vuggende gang. Jeg havde alle privilegier, så jeg kunne gå over hele skibet og havde også min egen kahyt i forbindelse med min konsultation.

Han husker særligt turen for de gange, skibet lå i havn, og han fik landlov, så han kunne tage på opdagelse i Thailand, Vietnam og Malaysia.

Jutlandia fotograferet i Suez-kanalen i 1964 af Jürgen Schmidt selv. Et år senere blev skibet hugget op i den spanske by Bilbao.
Jutlandia fotograferet i Suez-kanalen i 1964 af Jürgen Schmidt selv. Et år senere blev skibet hugget op i den spanske by Bilbao.
Foto: Jürgen Schmidt


Ingen aircondition

Han husker dog også særligt én episode, hvor han skulle deltage i en officiel middag på skibet, der lå ud for Singapore.

Der var ikke aircondition om bord, så Jürgen Schmidt iklædte sig kortærmet skjorte uden slips, som han havde set engelske søfolk gøre det.

En tjener kom over til bordet, hvor Jürgen Schmidt sad. Han havde et sølvfad i hånden, og på sølvfadet lå en lille seddel fra kaptajnen, hvor der stod: "Du skal omgående komme til mit bord".

- Jeg anede ikke, hvad det var, for jeg havde det noget så dejligt. Han sagde: "Schmidt, hvis ikke du har et slips, vil jeg gerne låne dig et". Det var sådan en speciel måde at sige det på, siger Jürgen Schmidt, mens han griner. 

Som skibslæge blev han betegnet som en af officererne, og derfor var der også en forventning om, at han var formelt påklædt.

Blåtryk over indretningen på Jutlandia. Jürgen Schmidt havde kahyt og konsultation der, hvor den røde cirkel er.
Blåtryk over indretningen på Jutlandia. Jürgen Schmidt havde kahyt og konsultation der, hvor den røde cirkel er.
Foto: Nakskov Skibsværft


Så sent som i 1964 kunne man ifølge Jürgen Schmidt mærke det historiske vingesus, som omgærdede Jutlandia, selvom det kun var lidt over ti år siden, skibet havde sejlet som hospitalsskib.

Men inden længe var det hverken manglende slips eller skibets historie, der fyldte i tankerne hos skibslægen fra Toftlund.

quote

Det var en barsk besked at få midt ude på havet så langt hjemmefra.

Jürgen Schmidt, Toftlund

Telegrammet

Og så er vi tilbage ved den varme maj-dag i 1964 på Jutlandia, der på dét tidspunkt lå ud for Singapore - stadig med over halvdelen af turen foran kølen.

Jutlandias telegrafist "Gnisten" havde netop modtaget et telegram fra Jürgens fars kone.

- Gnisten kom og gav mig besked om, at min far havde fået en blodprop, og at jeg måtte komme hjem omgående. Det var en barsk besked at få midt ude på havet så langt hjemmefra. 

Som læge var Jürgen Schmidt godt klar over, at de første 11 dage efter blodproppen ville blive kritiske for, om hans far ville overleve.

Manden i midten var telegrafist på Jutlandia, mens Jürgen Schmidt var skibslæge. Han blev også kaldt "Gnisten", og det var ham, der overbragte Jürgen nyheden om, at hans far var blevet syg med en blodprop.
Manden i midten var telegrafist på Jutlandia, mens Jürgen Schmidt var skibslæge. Han blev også kaldt "Gnisten", og det var ham, der overbragte Jürgen nyheden om, at hans far var blevet syg med en blodprop. ...
Foto: Jürgen Schmidt


Oven på dén besked havde Jürgen Schmidt mest af alt lyst til at gå i land og tage et fly hjem til Danmark.

Så skibslægen tog den lange tur op til kaptajnen.

- Jeg gik op til kaptajnen og spurgte, om jeg måtte forlade skibet. Og så kiggede han på mig og sagde: "Skibet må ikke sejle uden kaptajn, og det må heller ikke sejle uden skibslæge".

Kaptajnen ville ikke gøre undtagelse for reglen, for han ville ikke risikere at stå uden læge, hvis de omkring 75 besætningsmedlemmer og 75 passagerer skulle få brug for lægehjælp.

- Skibet måtte ikke sejle uden mig, så jeg telegraferede hjem, at jeg ville komme hjem og hjælpe med min fars lægepraksis i Toftlund. Men jeg måtte vente på, at skibet sejlede hjem og var hjemme to og en halv måned senere.

Hvornår han - og om han nogensinde - ville se sin far igen, vidste han ikke. Nu var det en kamp mod tiden for Jürgen.

quote

Skibet måtte ikke sejle uden mig, så jeg telegraferede hjem, at jeg ville komme hjem og hjælpe med min fars lægepraksis i Toftlund.

Jürgen Schmidt, Toftlund

Men for Jutlandia var turen uændret, og skibet fortsatte ufortrødent sin stabile, vuggende tur mod Bangkok.

I lang tid gik Jürgen Schmidt hvileløst rundt på skibet i uvished over faderens tilstand. Men så en dag kom der endnu et telegram hjemmefra med besked om, at faderens tilstand nu var nogenlunde. Men budskabet om, at Jürgen måtte komme hjem hurtigst muligt var uændret.

Selvom faderens kone ikke skrev det direkte, så læste Jürgen Schmidt mellem linjerne, at faderen ikke længere kunne passe praksissen, og at Jürgen måtte træde til.

Vidste du det?


Tilbage i Toftlund

Knap tre måneder senere - i slutningen af juli 1964 - havde Jutlandia atter dansk havvand under kølen.

Skibet skulle egentlig sejle hele vejen til København, men Jürgen Schmidt fik lov til at stå af i Aarhus. Her tog han toget til Kolding, hvor hans bil - en grøn Volkswagen Boble - holdt parkeret.

Jürgen vidste godt, at hans far stadig levede. Alligevel var det med nervøse håndflader, da han tog fat om rattet i bilen og kørte til barndomshjemmet Søndergade 20 i Toftlund.

Da Jürgen kom op i lejligheden, var hans far oppegående.

- Han havde et temperament: Han ville! I det hele taget kendte han ikke til sygdom. Eller han ville i hvert fald ikke acceptere sygdom. Men selvfølgelig kunne jeg mærke på ham, at han havde været syg.

Faderen havde haft lægepraksis i stuen på Søndergade 20 siden 1925, mens familien selv boede på første sal. 

Han overlevede blodproppen og den hjerneblødning, som blodproppen havde forårsaget, men han havde fået mén og var ikke i stand til at føre praksissen i stuen videre.

Søndergade 20, hvor Jürgen Schmidt havde lægepraksis fra 1964 til 1996. Faderen, Andreas Hørlyck Schmidt havde praksissen fra 1925 til 1964.
Søndergade 20, hvor Jürgen Schmidt havde lægepraksis fra 1964 til 1996. Faderen, Andreas Hørlyck Schmidt havde praksissen fra 1925 til 1964.
Foto: Google Street View


71 års familiedynasti

Så Jürgen Schmidt overtog praksissen med det samme og flyttede samtidig ind i det, der havde været hans barndomshjem, fra han blev født i 1931.

At komme tilbage og overtage sin fars patienter i praksissen i hjembyen var noget af en omvæltning fra både kirurgien på Kolding Sygehus og turen med Jutlandia.

I starten var Jürgen Schmidt bange for, om de ældre patienter - der havde kendt Jürgen som lille - ville kunne tage ham seriøst. Men den bekymring viste sig at være overflødig.

Og da det kom til stykket, viste det sig at blive et godt skifte sammenlignet med den stressende tilværelse på Kolding Sygehus, omend jobbet som praktiserende læge også viste sig at blive travlt med op mod 3.000 tilknyttede patienter.

- Egentlig var min drøm jo at fortsætte med kirurgien, men det havde også mange minusser med en stresset tilværelse. Som praktiserende læge lærte jeg mennesket at kende som helhed, og det betød også meget for mig.

Selvom livet tog en anden drejning, end han først havde troet, kigger han tilbage på sit liv som praktiserende læge i Toftlund med glæde.

quote

Som praktiserende læge lærte jeg mennesket at kende som helhed, og det betød også meget for mig.

Jürgen Schmidt, Toftlund

Faderen døde 77 år gammel i 1972, og Jürgen Schmidt drev praksissen i Toftlund de næste 32 år, inden han gik på pension i 1996.

I forbindelse med sin pension flyttede han også fra barndomshjemmet Søndergade 20 til en villa i Toftlund, hvor han stadig bor i dag. 

Dermed var 71 års familiedynasti på Søndergade 20 slut.

Det var ikke let at forlade barndomshjemmet, men Jürgen Schmidt går stadig forbi Søndergade 20 af og til og mindes tiden i de lokaler, der dannede rammen om hans barndom og størstedelen af hans efterfølgende arbejds- og familieliv.

Vil du gerne blive endnu klogere på Jutlandias historie, så har vores kollegaer på TV 2 Øst lavet en længere fortælling om skibet, der blev bygget på Nakskov Værft.