11-årig pantsamler får stort bidrag: - Jeg takker meget

Mikkel Madsen donerede sidste år 128.631 kroner til Danmarks Indsamlingen. Mandag fik han et stort tilskud til årets pantsamling, som, han håber, bliver endnu større i år.

En helt almindelig mandag ændrede sig til at blive en uforglemmelig én af slagsen for Mikkel Madsen, da en lastbil med hans navn på siden trillede op mod hans hjem.

Lastbilen var sendt afsted af Royal Unibrew med ét formål - nemlig at overraske den 11-årige dreng fra Ribe, der er blevet landskendt for at samle penge ind til Danmarks Indsamlingen gennem sit pantprojekt.

Det er nemlig tredje år i streg, at Mikkel Madsen er i gang med at samle penge ind til Danmarks Indsamlingen, der løber af stablen på lørdag.

quote

Der er intet arbejde, der er for hårdt, når man gør noget godt for andre.

Mikkel Madsen

Sidste år samlede han 128.631 kroner ind, hvilket resulterede i, at han kom på frimærker som én af 'hverdagens helte'.

- Det var en stor overraskelse for mig at se en lastbil med mit navn på. Det er helt vildt at tænke på, og det er kæmpestort, for det er ikke noget, alle mennesker kommer til at opleve, siger Mikkel Madsen.

685 kasser med flasker

I år er der dog den væsentlige forskel, at han også får store donationer fra virksomheder.

På sin tur rundt med lastbilen kom han blandt andet forbi Frems lager i hjembyen Ribe, hvor han fik en gave i form af 685 kasser fyldt med tomme flasker til en værdi af 25.002,50 kroner.

- Det er mere end dobbelt så meget som min nuværende indsamling, så jeg takker meget. Det er svært ikke at blive helt vildt glad, for så kan jeg få samlet endnu flere penge sammen, og så kan endnu flere børn få det bedre, siger den unge pantsamler.

Det er tredje gang, Mikkel Madsen samler ind til Danmarks Indsamlingen.
Det er tredje gang, Mikkel Madsen samler ind til Danmarks Indsamlingen.
Foto: Anne Bolding, TV SYD

Skolekammeraterne giver en hånd med

Det er dog ikke kun fra virksomheder, at Mikkel Madsen får hjælp til sit pantprojekt.

Det gør han også af sine egne skolekammerater, der også var klare til at donere pant til deres kammerat, da han kørte ind på Sankt Ansgars Skoles parkeringsplads.

- Vi vil gerne bakke op omkring Mikkels projekt, for han går rigtig meget op i det. Det kan gøre en forskel for dem, som ikke har så meget, og det er noget, der ligger Mikkel på sinde, siger Lotte Hille, der er skolepædagog på Sankt Ansgars Skole.

Som tak for panttilskuddet kvitterede Mikkel Madsen med sodavand til hele banden.
Som tak for panttilskuddet kvitterede Mikkel Madsen med sodavand til hele banden.
Foto: Anne Bolding, TV SYD

Det hele værd

Tidligere på måneden fortalte Mikkel Madsen, at målet er at slå hans egen rekord til dette års indsamling.

Det betyder også, at han er nødt til at lægge meget arbejde i at samle pant ind, men det, er han slet ikke i tvivl om, er det hele værd.

- Der er intet arbejde, der er for hårdt, når man gør noget godt for andre. Tanken om, at andre kan få det godt, gør mig glad inden i, siger han.

- Det har virkelig været en god dag, den kunne faktisk ikke have været meget bedre.

Mikkel Madsen blev modtaget med flag, da han ankom til sin skole.
Mikkel Madsen blev modtaget med flag, da han ankom til sin skole.
Foto: Anne Bolding, TV SYD