Ingen mennesker kom noget til ved en brand i etageejendom på Jernbanegade i Esbjerg - men beboerne i 11 lejligheder blev evakueret.
Branden blev opdaget kort efter klokken 04.30.
Umiddelbart efter at politi og brandvæsen var nået frem, blev også beboerne i naboejendommene banket op og sendt på gaden.
- De kom hurtigt tilbage i deres boliger igen, mens beboerne i den ramte ejendom måtte vente lidt længere. Der var tale om en mindre brand, der har bredt sig til ventilationsanlægget, hvor det ulmede og sendte røg rundt i lejlighederne, oplyser Karsten Høy, vagtchef hos Syd- og Sønderjyllands Politi.
Jernbanegade er under slukningsarbejdet delvis spærret med udrykningskøretøjer.
- Det vil være en god ide at finde en anden vej gennem det centrale Esbjerg i de tidlige morgentimer. Det er dog muligt at komme til og fra jernbanestationen, siger vagtchef Karsten Høy.
Politiet mener, at branden er opstået i en af lejlighedernes køkken.