12-årig fik tæsk af to voksne mænd udenfor Brugsen

Syd- og Sønderjyllands Politi søger vidner til en voldsepisode i Tjæreborg. Her blev en 12-årig dreng udsat for vold af to mænd, oplyser politiet.

En 12-årig dreng blev mandag den 10. januar klokken 19.30 udsat for vold foran Brugsen på Skolevej 45 i Tjæreborg ved Esbjerg.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi. 

Politiet kender identiteten på de to mulige gerningsmænd, men søger nu kontakt til vidner, der har set drengen blive udsat for vold.

Borgere med oplysninger i sagen kan ringe til Politiets Servicecenter på telefon 1-1-4.