15-årige drenge blev nummer 295 til en af verdens største fiskekonkurrencer

Verdens største trollingkonkurrence er skudt i gang på Bornholm. Med er flere syd- og sønderjyder, heriblandt to 15-årige drenge. De går efter at vinde, selvom de er debutanter.

Opdatering: Trolling Master Bornholm er ovre for denne gang. De to 15-årige drenge gik efter at vinde, men så godt gik det dog ikke. Christian Nielsen og Victor Kudsk endte med en placering som nummer 295 ud af 400 både, der mødte op til start.

De har fisket sammen i otte år, men det er første gang, at de er med i det, som arrangørerne kalder for verdens største trollingkonkurrence. Selvom de 15-årige drenge Christian Nielsen fra Esbjerg og Victor Kudsk fra Rødding har mange års fiskeerfaring, er det her helt nyt.

- Det her er noget helt andet. Vi er vant til at sidde med fiskestangen i vandet og vente på, at fiskene bider på. Her skal vi jo sejle med grejet i vandet og få fiskene til at bide på, siger Victor Kudsk fra Rødding.

- Og det er ikke let. Der skal noget træning til. Vi kan det ikke helt endnu, siger Christian Nielsen fra Esbjerg.

I Trolling Master Bornholm gælder det om at fange den største laks. Bådene stævnede ud for første gang i går og konkurrencen varer til på lørdag.

Første laks bed på

Nok er de to drenge nybegyndere i konkurrencen, men de har før fisket i fem meter høje bølger. De har da allerede også haft en enkelt laks på krogen under dette stævne.

- Men den sprang af igen. Desværre, lyder det ærgerligt fra Christian Nielsen.

- Det sværeste er nok, hvordan man skal lægge det hele ud, siger Victor Kudsk og henviser til det fiskegrej, der i denne form for fiskeri skal følge båden. Christian Nielsen supplerer:

- Og hvor dybt man skal fiske, og hvad man skal fiske med.

De to knægte har dog en løsning på den komplicerede form for fiskning.

- Vi snakker bare med de erfarne fiskere, afslører Christian Nielsen.

Drengene har aldrig fisket på denne måde før, og de har fundet ud af, at det kræver træning.
Drengene har aldrig fisket på denne måde før, og de har fundet ud af, at det kræver træning.
Foto: TV 2 Bornholm

Små erfaringer – store ambitioner

Drengene har masser af gå-på-mod, og selvom erfaringerne er små, er ambitionerne store:

- Vi skal have den største, lyder det kækt fra Victor Kudsk med en henvisning til, at de håber at vinde konkurrencen. Han afslører også deres plan for at opnå succesen:

- Vi skal bare være derude i god tid og så vente på, at den kommer, siger han.

Hvad vil det sige at trolle?

  • At trolle betyder, at man trækker et agn eller blink gennem vandet, som laksen skal bide på. Det er som oftest farverige blink, og hver båd har typisk ti stænger ude, som de troller med.
  • Der er ikke meget fart på bådene, når der fiskes. Selve trollingfiskeriet sker med en hastighed på mellem fire og fem kilometer i timen.
  • Trolling hedder også - på godt gammelt dansk - "at dørge".
  • Læs mere og se video om trolling her