18 Esbjerg-borgere dømt for hashkøb via mobilen

Knap 20 Esbjerg-borgere, der har købt hash gennem såkaldte narkotelefoner, har nu fået deres dom. I alt er mere end 1000 borgere sigtet i den omfattende sag, der har rod i bandemiljøet.

18 personer fra Esbjerg-området har nu fået dom i en stor narkosag, der involverer mere end 1000 almindelige borgere, som alle er sigtet for at have købt hash gennem såkaldte narkotelefoner.

Det var i februar i fjor, at politi-enheden Særlig Efterforskning Vest sammen med Syd- og Sønderjyllands Politi slog til mod den organiserede hashhandel i Esbjerg. 25 personer fra bandemiljøet blev anholdt, og samtidig fandt man en række narkotelefoner, som folk kunne ringe og skrive til og derefter få leveret stoffer med narkobude. 

De 18 dømte borgere var alle sigtet for at have købt mere end 100 gram hash. I retten er de blevet idømt mellem syv og 20 dages betinget fængsel. 

Borgere i alle aldre

"Det er borgere i alle aldre og med vidt forskellig baggrund, som er blevet dømt for at købe hash via telefonerne, og som dermed har understøttet det lokale bandemiljø økonomisk, siger anklager Morten Rasmussen fra Særlig Efterforskning Vest i en pressemeddelelse. 

Flere hash-købere vil i den kommende tid få afgjort deres sag. De varetægtsfængslede er blevet løsladt, men tiltale er undervejs, da sigtelserne stadig opretholdes, oplyser Særlig Efterforskning Vest.