25-årig kvinde i livsfare efter brand i Ribe

En helikopter har fløjet en 25-årig kvinde på Rigshospitalet efter en brand i Ribe lørdag middag.

En 25-årig kvinde er lørdag middag i livsfare efter en brand i Ribe, hvor hun blev forbrændt på overkroppen og i ansigtet, oplyser Syd- Sønderjyllands Politi.

Politiet blev alarmeret om branden klokken 12.19, og en helikopter har fløjet kvinden til behandling på Rigshospitalet.

-Vi har en ung kvinde, som er blevet forbrændt på cirka 20 procent af kroppen, og hun er i livsfare, da hun er forbrændt på overkroppen og i ansigtet, siger vagtchef Jesper Hansen til Ritzau.

Politiet har en formodning om årsagen til branden, men ønsker ikke på nuværende tidspunkt informere om denne.

-Vores teknikere skal nu undersøge årsagen til branden, men der foreligger ikke noget, som tyder på noget kriminelt, fortæller vagtchefen.

De pårørende til kvinden er underrettet.