300.000 i bøde til fiskefabrik

Esbjerg-virksomheden Select Salmon står til en bøde på 300.000 kroner, fordi Fødevarekontrollen har afsløret, at virksomheden har solgt fisk med farlige bakterier.

Virksomheden har i 13 tilfælde ikke advaret myndighederne, når man ved bakterieprøver fandt listeria monocytogenes i blandt andet laks og hellefisk. Bakterien kan være livsfarlig for svagelige mennesker og kan i sjældne tilfælde være årsag til abort.

- Vi har indstillet virksomheden til en bøde på 300.000 kroner for fire partier frisk fisk, hvor man undlod at advare mod sundhedsskadelige bakterier, siger dyrlæge Henriette Mynster fra Fødevarekontrollens rejsehold til B.T.

Select Salmon fik sidste år bøder på 75.000 kroner for at sælge blue marlin-fisk som sværdfisk.