34-årig mand tiltalt for grooming - over 100 drenge afhørt

Over 100 drenge fra hele landet er blevet afhørt i en omfattende sag om grooming, hvor mindreårige afpresses.

En 34-årig mand er blevet tiltalt i en omfattende sag om såkaldt grooming, hvor en voksen afpresser en mindreårig på nettet.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den 34-årige er blandt andet tiltalt for i 129 tilfælde at have udsat drenge, primært i alderen mellem 10 og 15 år, for forsøg på voldtægt, ulovlig tvang, blufærdighedskrænkelse og anden seksuel omgang end samleje via sociale medier.

Den tiltalte mand anklages også for at have overtrådt et forbud mod at kontakte børn og unge via internettet. Desuden er han tiltalt for besiddelse af børneporno.

Der har været tale om en meget omfattende efterforskning, hvorunder over 100 drenge fra hele landet er blevet afhørt af de lokale politikredse – langt hovedparten på video, skriver politiet.

Sagen kommer til at køre som nævningesag med tre juridiske dommere og seks lægdommere. Sagen vil vare mere end 30 retsdage ved Retten i Esbjerg. Sagen begynder i august, og retsmøderne strækker sig over ti uger.

Politiet begyndte efterforskningen af sagen tilbage i april 2018, og den 33-årige blev anholdt onsdag den 9. januar 2019.

Grooming

  • Grooming er et engelsk begreb, der beskriver processen, hvor en krænker opbygger en relation til et barn eller en ung med henblik på at begå et seksuelt overgreb.
  • Krænker har ofte over længere tid manipuleret og forført barnet med det formål at få offeret til at overskride sine grænser. Det kan både foregå online og offline, men man ser i dag rigtig mange tilfælde af grooming på nettet.
  • Analyser af sager om online-relaterede seksuelle overgreb på børn viser, at samme mønster ofte går igen.

     Kilde: Red Barnet