39-årig mand varetægtsfængslet efter knivstikkeri

Den anholdte i sagen om et knivstikkeri lørdag aften i Esbjerg er nu varetægtsfængslet i fire uger.

En 39-årig mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger, efter han søndag morgen er fremstillet i grundlovsforhør i sag om knivstikkeri fra Esbjerg, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD.

Manden blev anholdt lørdag ved spisetid med blod på trøjen, og politiet fandt kort efter en kniv, som man formoder er blevet brugt til et knivstikkeri i nærheden af, hvor man anholdte manden.

I en lejlighed på Præstebakken anmeldte en mand nemlig et knivstikkeri, og da politiet nåede frem havde den forurettede knivsår på underarme, hænder, ryggen og et snitsår ved hovedpulsåren.

Den 39-årige mand er sigtet for forsøg på manddrab.