64-årig hollænder skal bringe Esbjerg fB på ret køl

Esbjerg fBs nye sportsdirektør Ted van Leeuwen, 64-årig hollænder, er nu tiltrådt og tager straks fat på at få klubben på sportslig ret køl.

Hollænderen har siden 1999 haft flere ledende stillinger i fodboldverdenen, hovedsageligt i hollandske  fodboldklubber afbrudt af halvandet år på Cypern. I fremtiden får han det overordnede ansvar for hele det sportslige område i Esbjerg fB.

- Alle ved, at Esbjerg er i en vanskelig situation, hvor der er behov for handling. Normalt arbejder jeg på projekter, der tager et til to år, men så meget tid har vi ikke her. Jeg er ikke en mirakelmager, og jeg vil begynde med at lære klubben at kende og lave en analyse. Mit indtryk er, at klubben har en fantastisk organisation, men ser ud til at have nogle problemer i den sportslige sektor. Jeg vil på kort sigt fokusere på superligaholdet og til vinter se på, hvad vi på længere sigt skal foretage os, siger Ted van Leeuwen til Esbjerg fBs hjemmeside.

Den 64-årige hollænder har i mange år før engagementet i fodboldverdenen arbejdet som journalist. I 1999 fik hans sit første chefjob i fodboldverdenen som direktør i AGOVV Apeldoorn i den næstbedste række, som han bidrog til at udvikle ved at hente ukendte, talentfulde spillere til klubben og siden videresælge dem med stor fortjeneste.

quote

Alle ved, at Esbjerg er i en vanskelig situation, hvor der er behov for handling

Ted van Leeuwen, netop tiltrådt sportsdirektør i Esbjerg fB

I 2008 blev han ansat i SBV Vitesse, først som chefscout og siden som teknisk direktør indtil sommeren 2013. Efter en kort periode som rådgiver i den maltesiske klub, Valletta FC, skiftede Ted van Leeuwen i foråret 2014 scene til cypriotisk fodbold og klubben Anorthosis Famagusta. Året efter, i januar 2015, vendte han tilbage til sit hjemland som teknisk manager i den tidligere mesterklub, FC Twente, der for anden gang siden årtusindskiftet var i livstruende økonomiske problemer og måtte sælge ud af spillerstaben for at overleve.