68 kilo affald samlet ind på Mandøs strande

I dag krøb og kravlede 15 mand rundt på Mandøs strande. De var alle en del af eventet Race for Oceans, der henvender sig til alle, der har en forkærlighed for havet og naturen.

I løbet af ti dage flytter de en depeche de 456 kilometer fra Sild til Skagen. Det gør de for at rydde op i havet.

- Jeg har startet initiativet, da jeg har en stor passion for havet og selv har set den stigende forurening. Derfor inviterer vi folk ud til kysten, så de kan se udfordringerne, vi har med den stigende plastikforurening, fortæller stifter af Race for Oceans, Signe Simonsen.

Her fylder Signe Simonsen en såkaldt hav-faldspose med affald fra strandkanten.
Her fylder Signe Simonsen en såkaldt hav-faldspose med affald fra strandkanten.
Foto: Thor Hedegaard, TV SYD

På dagens tre timers lange tur rundt om Mandø fandt de 15 deltagere 68 kilo affald.

- Vi samler plastik ind, som er skyllet ind på land. På den måde vil vi skabe fokus på den stigende forurening med plastik. På den måde finder deltagerne og andre ud af, hvilken betydning forureningen har, og hvad man selv kan gøre for at hjælpe og undgå mere forurening, fortæller Signe Simonsen.

Et par høje hæle lå i strandkanten

I såkaldte hav-faldsposer samlede deltagerne alt det affald, de kunne finde. På dagens tur fandt de blandt andet en sål fra en højhælet sko, masser af plastikreb, haglpatroner og haglskåle.

Miljøbiolog Henrik Beha Pedersen var med på turen til Mandø, hvor han fortalte om sit projekt Plastic Change.
Miljøbiolog Henrik Beha Pedersen var med på turen til Mandø, hvor han fortalte om sit projekt Plastic Change.
Foto: Thor Hedegaard, TV SYD

- Når jægerne er på jagt herovre, kan de tage noget af plastikken med hjem. Men haglskålene bliver skudt 100 til 200 meter væk, og er derfor svære at finde igen. Det er fx et sted, hvor man bør arbejde på et bionedbrydeligt alternativ, fortæller miljøbiolog og stifter af Plastic Change, Henrik Beha Pedersen, der delte ud af sin viden på dagens tur.

Staffeten startede i går på Sild og slutter i Skagen i næste weekend. Først går turen videre til Fanø i morgen, hvor oprydningen fortsætter.