71-årig mand er for medtaget til at møde op til grundlovsforhør

En 71-årig mand er sigtet for med kniv at have dræbt sin 73-årige kone på Dalen i Esbjerg. Manden bliver fortsat behandlet for kvæstelser på sygehuset og kan ikke selv være til stede i et grundlovsforhør, hvor han kræves varetægtsfængslet.

Den 71-årige mand vil onsdag klokken 13 blive fremstillet i grundlovsforhør i retten i Esbjerg in absentia – det vil sige uden selv at være tilstede. Anklagemyndigheden vil anmode om, at grundlovsforhøret sker for lukkede døre. 

Han er er sigtet for med kniv at have dræbt sin 73-årige kone på Dalen i Esbjerg. De to blev fundet i går formiddag liggende henholdsvis død og såret på deres bopæl, da en af kvindens bekendte ikke kunne få kontakt til hende.

Efterforskningen fortsætter i dag med dels tekniske undersøgelser på drabsstedet og dels afhøringer af pårørende, venner og beboere i området.

Syd- og Sønderjyllands Politi har ikke yderligere informationer i sagen i øjeblikket.