79-årig kvinde udsat for tricktyveri i Esbjerg

En 79-årig kvinde er blevet franarret et større kontantbeløb i Esbjerg. Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

En 79-årig kvinde fik ved middagstid tirsdag stjålet et større kontantbeløb, kort efter hun havde benyttet en hæveautomat på torvet i Esbjerg. Tricktyveriet skete på vej ind i en bus på Skolegade.

- Der er tre meget hjælpsomme mænd, der gerne vil hjælpe hende ind i bussen, men de har også meget travlt med at komme ud igen, siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands politi Erik Lindholdt til TV SYD.

De tre mænd er beskrevet som værende mellem 30 og 40 år og af østeuropæisk udseende. De var iført mørke jakker og blå jeans. Først da mændene havde forladt bussen, opdagede kvinden, at hun manglede sine kontanter.

- Vi har mistanke om, at de formentlig har luret på hende ved hæveautomaten, og så har fulgt efter hende hen til bussen, fortæller Erik Lindholdt til TV SYD.

Syd- og Sønderjyllands Politi vil gerne høre fra folk, der har set noget mistænkeligt omkring Skolegade ved 12-tiden tirsdag. De kan kontaktes på 114.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.