79 sigtet for at bryde forsamlingsforbuddet i år

I løbet af den første måned med forsamlingsforbud på maksimalt fem personer har de to syd- og sønderjyske politikredse sigtet i alt 79 personer for at bryde det.

Da otte midaldrende mænd for nylig holdt hemmelig kortklub i nogle lokaler på Jagtvej i Esbjerg, blev de sigtet for at bryde forsamlingsforbuddet.

Det er ikke tilladt at mødes flere end fem personer ad gangen uden for private hjem, og den 5. januar blev forsamlingsforbuddet skærpet af frygt for den mere smitsomme britiske virusvariant, cluster B117.

Den første måned har Sydøstjyllands Politi sigtet 53 personer for brud på forsamlingsforbuddet (indtil 5. februar). I Syd- og Sønderjyllands Politikreds er cirka det halve - 26 personer - sigtet for samme forseelse. (indtil 8. februar).

I de to politikredse er i alt 79 personer sigtet.
I de to politikredse er i alt 79 personer sigtet.
Grafik: Benjamin Rene Klint Nielsen

De fleste kender godt grænsen

Politiinspektør Morten Anker Jensen fra Sydøstjyllands Politi oplever, at det for langt de fleste borgere er meget enkelt, hvad man må og ikke må.

- Det er vel først, når man “går mod grænsen” og afsøger, hvor langt man kan gå, at man som almindelig borger kan bringe sig i situationer, hvor reglerne så opleves eller betegnes som indeholdende en “gråzone”, mener Morten Anker Jensen, leder af beredskabet, Sydøstjyllands Politi.

Han henviser til spørgsmål og svar på politiets hjemmeside, hvor der efter hans mening er klare svar og forklaringer på stort set alt omkring forsamlingsforbuddet.

- Og læs så loyalt hvad der står, og ikke med brillerne “hvor langt kan det strækkes…?”, tilføjer han.

Tip er ofte uden resultat

Syd- og Sønderjyllands Politis daglige patruljer holder øjnene åbne rundt omkring i politikredsen. Eksempler på overtrædelser har været nogle unge, der har drukket øl ved et skur eller personer, der har afholdt fest i en garage. 

Samtidig får politiet ofte tip fra borgere om situationer, som de mener udgør en overtrædelse af reglerne. De fleste gange uden resultat.

- Vi har dog oplevet, at der i forbindelse med borgeropkald i en række tilfælde har været tale om misforståelse af reglerne samt tilfælde, hvor der ikke kunne konstateres nogen overtrædelse af forsamlingsforbuddet ved patruljens ankomst til stedet, udtaler politiinspektør Tage Jehn fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Han synes, at borgerne er gode til at efterleve reglerne.

- Vi ser de 26 sigtelser i vores politikreds som et udtryk for, at vi generelt har få sager på området, siger han.

Det udløser en bøde på 2.500 kroner at bryde forsamlingsforbuddet. For værtshuse, caféer, barer eller andre steder, der bryder den regel, er bøden 10.000 kroner.