89 Gasflasker stjålet på få dage: Sådan undgår du at købe dem

I weekenden blev 60 gasflasker stjålet fra Davidsen i Kolding. Sent mandag aften blev 29 flasker stjålet i et skab fra et engroslager i Gjesing.

Hvis du køber dine gasflasker af private, skal du være opmærksom på, at du ikke havner i en situation, hvor du køber hælervare. Det er nemlig strafbart. 

Gasflaskerne er for tiden i høj kurs blandt tyve, lyder det fra Syd- og Sønderjyllands Politi, der anslår, at omkring 400 gasflasker er blevet stjålet rundt omkring i landsdelen siden årsskiftet. 

quote

Som borger er der virkelig grund til at være kritisk, hvis man går på prisjagt efter billig flaskegas.

Christian Østergaard, vicepolitiinspektør i Syd- og Sønderjyllands Politi.

Senest er der to eksempler fra pinsen, hvor der er stjålet 60 gasflasker fra Davidsen Tømrerhandel i Kolding i weekenden, mens 29 flasker med en samlet værdi på 18.000 kroner blev stjålet sent mandag aften fra et engroslager i bydelen Gjesing i Esbjerg. 

Formand for brancheforeningen Danske Byggecentre fortæller, at det er et stort problem og tyveri i millionklassen hvert eneste år.

- Gennem de seneste fem år er det eskaleret, og det virker som om, at det bliver mere og mere professionelt, siger Palle Thomsen fra Danske Byggecentre.

 Og når gasflaskerne først er stjålet, så bliver de afsat på nettet.

- Som borger er der virkelig grund til at være kritisk, hvis man går på prisjagt efter billig flaskegas. Der er naturligvis ikke noget galt i at købe privat hos en person, der har en enkelt flaske til salg. Men omvendt skal man sikre sig, at man ikke køber hælervarer. For så længe, tyvekosterne kan afsættes, så længe bliver tyvene ved, siger Christian Østergaard, der er vicepolitiinspektør i Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsessektion.

10 gode råd ved køb af gasflasker ved onlineannoncer

Du har grund til at være mistænksom, hvis

  • …Gassen er væsentlig billigere end i butikkerne.
  • …Sælgeren har meget flaskegas til salg.
  • …Samme sælger har flere annoncer, hvor han sælger små partier flaskegas.
  • …Afhentningsstedet virker mistænkeligt (for eksempel en parkeringsplads).
  • …Sælgeren ikke vil oplyse, hvor han har gassen fra.


Gode råd, hvis du køber flaskegas af en privat person

  • Brug MobilePay, så kan sælgeren identificeres.
  • Kig efter NemID hos sælgeren, hvis du køber online. Så ved salgsplatformen, hvem sælgeren er.
  • Spørg efter en kvittering eller anden dokumentation for ejerskabet af flaskegassen.
  • Hent varen hjemme hos sælger, og få altid sælgers navn og adresse.
  • Er du i tvivl, om der er tale om stjålne varer, så drop handlen, og overvej at kontakte politiet med din mistanke.


Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi.

Sikret sig med metalplader

Det er ikke et nyt fænomen, at der bliver stjålet gasflasker, og hos XL Byg i Vejle har de fået svejset metalplader fast på deres gasskabe.

På den måde håber de på, at de kan holde tyvene fra gasflaskerne, der kalder det for en 'dyr fornøjelse', når de får stjålet gasflasker både på grund af flaskernes værdi og den skade tyvene forvolder. 

De må nemlig ikke have flaskerne stående andre steder end udenfor, fortæller salgsassistent Klaus Christiansen fra XL Byg i Vejle.

- Nu har vi fået en metalplade, der skulle gøre det sværere for dem (tyvene, red.). Vi må gøre det så svært for dem som muligt, det er det eneste, vi kan gøre, siger han.

Ofte er det 70 flasker ad to omgange om året, at de oplever at få stjålet gasflasker ved XL Byg i Vejle, fortæller salgsassistenten.

Her ses noget af det skade, der er sket på skabet efter tyve var på spil ved XL Byg i Vejle. Ovenpå ligger nu en metalplade.
Her ses noget af det skade, der er sket på skabet efter tyve var på spil ved XL Byg i Vejle. Ovenpå ligger nu en metalplade.
Foto: Pia Thordsen, TV SYD

Taskforce arbejder på løsninger

Men det er ikke kun ved XL Byg i Vejle, at man gør noget for at komme problemet til livs, fortæller Palle Thomsen.

- Vi har kørt noget undervisning, og vi har lavet en taskforce, om du vil, som skal hjælpe os med at få forhindret de her tyverier. Der er forstærket buer, der er flyttet ting i containere og op i højder. Der er gjort rigtig mange ting for at forsøge at forhindre det, siger han.

De har allerede en GPS-ordning i gang, hvor man kan spore de stjålne flasker. Det var blandt andet den ordning, der hjalp med at finde de 60 gasflasker, der blev stjålet fra Davidsen Tømrerhandel i Kolding. 

Men formanden for brancheforeningen så gerne, at der kom flere tiltag på banen.

- Vi vil jo gerne lave en aftale med leverandørerne om en unik ID-mærkning af hver enkelt flaske, så man simpelthen kan få identificeret, hvilke der er stjålet, siger han.