93-årig kvinde død efter groft hjemmerøveri - nu håber politiet på hjælp

Politiet offentliggør nu billeder af stjålne effekter ved et hjemmerøveri den 19. maj mod en 93-årig kvinde i Horsens. Kvinden er siden død.

Røveriet blev begået mod en 93-årig kvinde, der boede alene i eget hjem på Vibevej i Horsens. I forbindelse med røveriet fik den 93-årige kvinde flere kvæstelser i hovedet, og derfor har det ikke været muligt at afhøre hende om det. Kvinden døde den 20. juni 2017, formentlig som følge af de skader, hun fik ved røveriet. 

Politiet efterforsker lige nu sagen som et hjemmerøveri og afventer imens en endelig lægevurdering af årsagen til den 93-åriges død, og om der er en direkte sammenhæng med røveriet.

- Når den foreligger, og vi forhåbentlig har fået fat i gerningsmanden til røveriet, vil vi vurdere, om der er baggrund for at sigte vedkommende for vold med døden til følge, siger vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen til TV SYD.

- Det er et særdeles groft røveri mod en ældre kvinde, der, trods sin høje alder, var frisk, selvhjulpen og havde det godt, indtil hun blev udsat for røveriet. Vi vil meget gerne have fat i den eller de personer, der står bag den alvorlige forbrydelse, og derfor henvender vi os nu til offentligheden for at få hjælp til at finde frem til dem, siger vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen fra Sydøstjyllands Politi.

For at finde frem til den eller de gerningsmænd, der står bag røveriet, offentliggør Sydøstjyllands Politi nu billeder af nogle af de stjålne genstande.

- Vi håber, at offentliggørelsen af billederne vil få vidner til at henvende sig. Det kan være vidner, som har set nogle af de stjålne genstande efter røveriet, måske er blevet tilbudt at købe dem, eller på anden måde ved noget om røveriet, siger vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen.

 

De stjålne ting

  • En guldhalskæde, BHN Bismark 14 kt., Guld Collier m/forløb. Halskæde 45 cm, 27 gram. 8,5 mm.
  • Et guldarmbånd: to styk sat sammen, 14 kt.
  • Asmussen dråbe-lysestage. Billedet er et eksempel på en lysestage som den stjålne.
  • Lysestage-manchet med glaskrystal dråber. Billedet er et eksempel på en lysestage-manchet som den stjålne.
  • Ledningsfri fastnettelefon A130. Billedet er et eksempel på en telefon, der ligner den stjålne.