Advokat: Rystende arbejdsvilkår

- Beskrivelsen af arbejdsvilkårene var rystende, og jeg fik dem bekræftet fra andre ansatte, siger advokat Rikke Omme, Esbjerg, der i 2007 førte en arbejdsskadesag mod LM Glasfiber, som i dag hedder LM Wind Power.

Hendes klient havde fået astma af at støbe og slibe glasfiber på en af LM Wind Powers fabrikker.

Klienten fortalte, at arbejdet blandt andet foregik i lukkede rum. De ansatte skulle have et tov om livet, så de kunne trækkes ud af rummet, hvis de besvimede af giftige dampe.

- Beskrivelsen af arbejdsvilkårene svarer nøje til det, som i dag kommer frem i medierne, mener Rikke Omme.

LM Glasfiber indgik forlig med klienten om erstatning umiddelbart inden, sagen kom for retten.

Arbejdsskadestyrelsen anerkendte klientens sygdom som en arbejdsskade.