Ældre har problemer med ny busplan: Jeg er meget vred

En ny busplan i Esbjerg Kommune har givet problemer for mange af byens ældre borgere.

Jytte Madsen er bestemt ikke tilfreds med den nye busplan i Esbjerg Kommune. Det er hun ikke alene om, faktisk har mange ældre borgere problemer med det nye bussystem, som har kostet over 40 millioner kroner.

- Jeg er vred over de ruter, de opfylder simpelthen ikke folks behov. Det hænger ikke sammen, siger Jytte Madsen på 81 år til TV SYD.

For de ældre er der flere problemer med den nye busplan. Blandt andet bliver passagererne henvist til rejseplanen.dk for at kunne se køretiderne. Og det er ikke lige nemt for alle ældre, når de er overladt til de digitale løsninger 

- De kan ikke finde ud af køreplanen, og så skal de løbe fra den ene bus til den anden for at spørge ’hvor kan jeg komme hen med denne bus’, fortæller Alice Nielsen, der er ved at samle underskrifter mod den nye busplan.

Et andet problem er, at nogle busstop er flyttet. I fugleflugt er de flyttet 400 meter væk fra, men reelt skal de ældre gå meget længere.

- Der oplever mange ældre, at de skal gå for langt. Og det forhindrer dem i at komme ud, og så bliver de isolerede, siger Hanne Meyer, lokalformand i Ældre Sagen.

Hos Sydtrafik anerkender de problemerne. De vil se, om der er nogle ting, de skal gøre anderledes.

quote

Jeg kommer til at leve op til kommunens slogan ’længst muligt i eget hjem'.

Jytte Madsen, pensionist

- Vi må bare erkende, at sådan nogle store ændringer, som vi har lavet i Esbjerg, kræver tilvænning. Så det kræver rigtig meget information. Esbjerg Kommune har været rigtig gode til at informere, men der kan også være nogle usete ting, som vi også vil tage i betragtning, siger Lars Berg, direktør i Sydtrafik.

For Jytte Madsen har den nye busrute i hvert fald en klar konsekvens: Det er blevet sværere for hende at komme ud af sit eget hjem.

- Jeg kommer til at leve op til kommunens slogan ’længst muligt i eget hjem’, siger hun ironisk og fortsætter:

- For jeg kan jo ikke komme rundt med busserne, når det ikke hænger sammen.