Afslutningsshow bliver ikke til noget

Efter moden overvejelse har ESBJERG HJÆLPER besluttet ikke at gøre brug af at muligheden for at lave et afslutningsshow på Tobakken lørdag den 20. februar 2010.

Beslutningen skyldes nogle meget sene afbud fra kendte danske kunstnere, som kunne have sikret et hurtigt og godt billetsalg til showet.
 
- Det er rigtig ærgerligt med de sene afbud - men det er jo betingelserne når man arbejder med de her ting, hvor tingene arrangeres nu og her og ikke måneder i forvejen, konstaterer kampagnekoordinatoren Paul-Henning Hallum-Olesen.

Store navne meldte fra

- Vi havde rent faktisk gang i de helt store navne, men jeg kan simpelthen ikke finde erstatninger på så kort tid - og vel og mærke nogle store navne som ville kunne sælge en mange billetter i løbet af ingen tid, udtaler han.

- Jeg ville ærgre mig rigtig meget over hvis vi på lørdag stod med en halvtom sal på Tobakken - det ville ingen bryde sig om, hverken
musikere eller koncertgæster - og det ville sende et helt forkerte signal  og heller ikke stå mål med indsatsen, udtaler Paul-Henning
Hallum-Olesen.

Auktion i stedet

Han ser nu frem til den store auktion i Musikhuset Esbjerg lørdag formiddag, hvor en masse gavekort fra byens butikker og virksomheder, kunst fra kunstnere i hele Esbjerg og en hel masse andre ting kommer under hammeren til fordel for det gode formål.