Antallet af demente eksploderer i Syd- og Sønderjylland

Vi får mange flere demente i fremtiden. Derfor har de syd- og sønderjyske kommuner valgt at bruge 25 mio. kr. til indsatsen mod demens.

De glemmer navne og kan ikke huske, hvad de lavede i går. Eller for ti minutter siden. Mange kender en, der lider af demens. Og i fremtiden vil mange flere blive demente. Det viser en fremskrivning fra Nationalt Videncenter for Demens.

I 2011 led 11.259 syd- og sønderjyder af demens. Men i 2030 vil 17.363 kæmpe med sygdommen. Det bekymrer kommunerne i landsdelen, som derfor har valgt at øremærke 25 mio. kr. til indsatsen mod demens.

-Vi ved jo, der er flere og flere, der bliver demensramte, og derfor mener vi, det er vigtigt, at vi kommer i gang nu. Vi vil hellere investere, før det sker, siger Henning Ravn, der er formand for Sundhed & Omsorgsudvalget i Esbjerg, til TV SYD.

I Esbjerg skal de ekstra penge bruges på rådgivning af de pårørende og på uddannelse af medarbejderne

- Når man bliver ramt af demens, så er der nogle tegn, hvor de pårørende måske holder det hemmeligt. Man ønsker ikke at komme ud med, at ens far, mor eller ægtefælle er ved at blive dement, og der vil vi gerne have, at når vi har medarbejdere ude i hjemmene, at de er opmærksomme på de tegn, siger Henning Ravn.

Han håber, at den økonomiske indsprøjtning kan sikre en tidlig indsats og dermed være med til at forsinke sygdommen:

-Hvis vi kan være med til at yde hjælpen, give en bedre livskvalitet og udskyde demensen med 4-5 år, så synes jeg, vi er nået langt.

De 25 mio. kommer fra den ældremillard, der blev givet ved finanslovsforhandlingerne.

I dag er demens den femte hyppigste dødsårsag i Danmark.

- Læs om symptomer på demens her