Bar i Esbjerg får kritik for at opfordre gæster til druk

I et Facebookopslag opfordrede Stalden Pool & Sportsbar i Esbjerg sine gæster til at drikke sig til "Staldmester". Det møder nu kritik fra Alkoholreklamenævnet.

Det er i strid med retningslinjerne for markedsføring af alkohol.

Sådan lyder dommen fra Alkoholreklamenævnet, efter at Stalden Pool & Sportsbar i Esbjerg har lavet et Facebookopslag, hvor de opfordrer sine gæster til drikke sig til ”Staldmester” ved at drikke ti fadøl á en halv liter. Som belønning får man sit navn indgraveret på ”Staldmestervæggen”.

En uskyldig gimmick

Nævnets afgørelse ærgrer barens to ejere, som ikke har den opfattelse, at det medfører sanseløs druk. Det siger de til JydskeVestkysten.

- Vi synes selv, at det er en meget uskyldig gimmick, og vi er jo langt fra de eneste, der gør det. Konceptet findes på barer og værtshuse i stort set alle danske byer og er set i langt værre udgaver med hård spiritus. I vores staldmester-udfordring er der trods alt kun tale om øl, og indtagelsen kan spredes ud over en åbningstid på 15 timer, siger barejerne Arttu Sakari Koivusaari og Mike Ebsen til avisen.

På trods af det mener Alkoholreklamenævnet stadig, at konceptet ”Drik dig til staldmester” er en opfordring til umådeholdent indtag af alkohol, uagtet at åbningstiden strækker sig over 15 timer.

Vil holde øje

- Det er en skærpende omstændighed, at gæsten belønnes for at drikke en masse store fadøl ved at få sit navn indgraveret på ”Staldmestervæggen”, og ved at der udstedes et gavekort på 100 kr., såfremt gæsten kan indtage de ti fadøl inden klokken 18”, udtaler formanden for Alkoholreklamenævnet, Marlene Winther Plas, i en pressemeddelelse.

Alkoholreklamenævnet vil i den kommende tid holde særligt øje med, at Stalden Pool & Sportsbar markedsføring af alkohol ikke er i strid med retningslinjerne.

Finder man flere overtrædelser, vil man anmode Forbrugerombudsmanden om at tage sagen op til behandling efter markedsføringslovens regler.