Beboere med oversvømmede kældre kræver erstatning

Beboere omkring Strandby Kirkevej i Esbjerg har oplevet så mange oversvømmelser i deres kældre, at de nu rejser erstatningskrav. De har oprettet en Facebook-gruppe for at samle styrkerne.

Gemte og glemte sager gennemvædet og flydende mellem hinanden. Det er, hvad flere beboere på Strandby Kirkevej og sidegader har oplevet flere gange den seneste tid. Nu er Facebook-gruppen ”Kloakoverløb Strandby Kirkevej, Esbjerg” oprettet for at samle beboerne. De vil rejse et erstatningskrav til Din Forsyning, for ifølge beboerne skyldes oversvømmelserne en renovering i kloaksystemet fra efteråret 2017, der skulle separere regnvand fra spildevand, som Din Forsyning stod bag.

quote

Min forsikring overvejer at lave en regressag mod forsyningen. Alle, der har været her, ryster på hovedet og siger, at det er helt hen i vejret.

Lotte Poulsen, crewing manager

- Det bringer lidt forundring. For cirka et år siden havde vi omtrent det samme vejr, og der var stort set ikke nogen ude i området, der havde fået vand i kælderen, siger Kræn Engelbrecht Rise, der er talsmand for Facebook-gruppen, til TV SYD. 

Oversvømmelserne har selvsagt konsekvenser for husejerne, og derfor er hjælp tilkaldt:

- Nu skal vi have gang i ejendomsmæglere og advokater. Vi har jo tab på vores huse, hvis vi går ud og sælger dem, der er jo ingen, der vil købe et hus, hvor kælderen er oversvømmet, fortæller Kræn Engelbrecht Rise.

Flere husstande frygter at blive ramt
Ifølge ham er det omkring 30 husstande, der har oplevet oversvømmelser, men Facebook-gruppen har i skrivende stund 150 medlemmer. blandt andre beboere på de tilstødende veje til Strandby Kirkevej, der er nervøse for, at deres kældre også bliver oversvømmede.

Lotte Poulsen på den tilstødende vej Godthåbs Alle, har allerede været offer for regnskyllene. TV SYD besøgte hende i fredags efter den seneste oversvømmelse. Hun har derefter haft besøg af forsikring, kloakmester og SSG, og hun har nu også meldt sig ind i Facebook-gruppen.

- Min forsikring overvejer at lave en regressag mod forsyningen. Alle, der har været her, ryster på hovedet og siger, at det er helt hen i vejret, fortæller Lotte Poulsen til TV SYD.

Varsling om erstatningskrav sendt
Indtil videre har beboerne sendt en varsling om det kommende erstatningskrav til Din Forsyning.

Og i mens kan Lotte Poulsen kun håbe på, at der ikke kommer for meget vand fra oven:

- Vi fiser ud og kigger ned i kælderskakten, hver gang det bare regner det mindste. Det er ikke kun mig, det er også mine børn, fortæller hun.