Bekymrede forældre råbte politikere op og blev hørt

Trafikken omkring Boldesager Skole i Esbjerg har ført til farlige situationer. Nu har byrådspolitikerne hørt forældres opråb og afsætter ekstra penge til bedre skolevej.

Nu bliver det mere sikkert for fodgængere og cyklister at færdes på Strandby Kirkevej i Esbjerg.

Dermed er en række forældres bekymrede råb nu hørt af byrådspolitikerne i Esbjerg Kommune.

De har nemlig besluttet at sætte penge af i budgettet til et nyt trafikanlæg ved Boldesager Skole, som ligger ud til to stærkt trafikerede veje i byen, nemlig Strandby Kirkevej og Nørrebrogade.

Med det nye anlæg bliver det også muligt at have en skolepatrulje på stedet, som kan hjælpe børnene sikkert over den trafikerede Nørrebrogade.

quote

Det er enormt glædeligt, at politikerne hører os, det har været længe ventet, men vi er ikke i mål.

Line Britt Madsen, borgertalsmand, Esbjerg

Politikerne i Esbjerg Byråd har netop vedtaget næste års budget, og de har afsat 1,5 millioner kroner ekstra til at forbedre i alt ti skoleveje i kommunen. Heriblandt altså området omkring Boldesager Skole.

Formelt vedtages det først på fredag i Teknik- og Byggeudvalget, men udvalgets formand, Søren Heide Lambertsen fra Venstre, siger onsdag til TV SYD, at både han og forvaltningen på rådhuset prioriterer sikringen af skolevejen ved Boldesager Skole.

Glædeligt, men

- Det er enormt glædeligt, at politikerne hører os, det har været længe ventet, men vi er ikke i mål, siger Line Britt Madsen, som har stået i spidsen for en gruppe borgere, der har krævet mere sikre trafikforhold i området. Sammen skrev de tilbage i slutningen af august et brev til byrådspolitikerne i Esbjerg med en appel om at tilføre penge til at forbedre de trafikale forhold.

- Vi har en sammenblanding af skoler, daginstitutioner, meget og tung trafik og i vintermånederne også dårlig belysning, og her og nu vil det ikke koste alverden også at lave en hastighedssænkning specielt for lastbiler, siger Line Britt Madsen.