TV der bevæger dig

Beredskabsfolk får tiltrængt pusterum

Efter nogle lange og hårde arbejdsdage får mandskabet, der har kæmpet med vandmasserne i de seneste dage, nu et tiltrængt pusterum, inden det tirsdag atter ser ud til regn og rusk.

- Mange af vores folk får sig et tiltrængt hvil, siger beredskabschef Jens Mølgaard, Sydvestjysk Brandvæsen.

I dag er det stort set tørt og stille vejr de fleste steder. Det betyder, at det værste pres fra vandmasserne er taget af. Således står Kammerslusen ved Ribe vidåben og sender vand fra baglandet ud i Vadehavet.

- Der er stadig meget vand mange steder ved Ribe - og vi holder fortsat konstant øje med situationen, mens mange af vores folk får sig et roligt mandagsdøgn, siger beredskabschef Jens Mølgaard, Sydvestjysk Brandvæsen, til TV SYD mandag formiddag.

DMIs vejrudsigt forudser dog regn sidst på mandagen. I Vadehavet og langs Vestkysten er der udsendt varsel om stormende kuling med vindstød af stormstyrke fra tirsdag morgen klokken ni og frem til sent tirsdag eftermiddag.

Der er også varsel om forhøjet vandstand i Vadehavet, hvor vandstanden ventes op mellem 2,40 og 3 meter over det normale. Den forhøjede vandstand vil toppe omkring kl 15.

- Selvom blæsten og forhøjet vandstand vil kunne både ses og mærkes, forventer vi ikke, at det giver større problemer - men vi er klar, lover beredskabschef Jens Mølgaard, Sydvestjysk Brandvæsen.

Mere vejr