Beredskabsmeddelelse: Brand på værksted udvikler skadelig røg

En brand i et autoværksted på Dornen i Tarp får Syd- og Sønderjyllands Politi til at udsende en beredskabsmeddelelse.

Ved 15-tiden udbrød der brand på et autoværksted på Dornen 12 i Tarp, 6715 Esbjerg N. Ifølge JydskeVestkysten opstod branden i forbindelse med svejsearbejde på værkstedet, og flammerne fik fat i både køretøjet og dele af bygningen.

I forbindelse med branden har Syd- og Sønderjyllands Politi nu udsendt sirenevarsel, da branden udvikler meget kraftig røg, der er sundhedsskadelig ved indånding.

Advarslen vedrører borgere i området fra Tarp Byvej, øst for Stormgade, Nord for Kjersing Ringvej til Esbjerg Motorvej, samt Tarp by.

Personer i det berørte område opfordres til at søge indendørs, lukke døre og vinduer og standse ventilationen.

Derudover meddeler politiet også, at Tarp Hovedvej spærres fra rundkørslen i Tarp til rundkørslen ved Bilka i forbindelse med branden.

Opdateret: Beredskabsmeddelelsen er nu afblæst.