Bilist parkerede på mørk landevej

Syd- og Sønderjyllands Politi kræver en forklaring af en bilejer i Aarhus. Hans bil var natten til søndag parkeret uden lys eller afmærkning på Ølufvad Hovedvej mellem Esbjergmotorvejen og Varde. Det førte til, at to bilister kørte ind i bilen.

En bilist fra Løgumkloster ramte den ulovligt parkerede bil kort før klokken tre søndag. Hans bil havnede på taget i en grøft. Kort efter kørte en bilist fra Juelsminde ind i den parkerede bil.

De to uheld gav alene materielle skader.

Ejeren af den ulovligt parkerede bil har foreløbig forklaret politiet, at det ikke var ham selv, der havde parkeret på den mørke landevej, men han kan heller ikke fortælle, hvem der satte bilen fra sig. Bilen er ikke meldt stjålet.