Bilist taget med promille på 3,38

En bilist i Esbjerg er standset med en promille på 3,38 og har på stedet fået sit kørekort inddraget og sin bil beslaglagt.

Syd- og Sønderjyllands Politi anholdt torsdag aften en bilist med tårnhøj promille.

Bilisten blev standset i Esbjerg med en promille på 3,38 og måtte på stedet vinke farvel til kørekort og bil, oplyser politiet på Twitter.

Det var en hundepatrulje, der bad bilisten blæse i alkometeret, og de troede først, at der var tale om en fejl.

- De ser, at han kører over for gult, og standser ham egentlig bare for at tale med ham, fortæller vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Torben Møller, til Ritzau.

- Det viste sig, at han var tydeligt påvirket, og da han blæser i alkometret viser den en promille på 3,38. Betjentene tror, at det er en fejl, og de beder ham blæse en gang til. Det giver samme resultat, siger vagtchefen.

- Selv om han var tydeligt påvirket, var han i stand til at tale med betjentene, hvilket egentlig er imponerende med så høj en promille, fortsætter han.

Ifølge hjemmesiden promille.no vil en promille på mellem 3,0 og 3,9 normalt føre til bevidstløshed og mulig død.

- Men det afhænger af mange ting. Hvis man er vant til at drikke, kan man klare de utroligste ting, forklarer Torben Møller, der understreger, at han ikke kender bilistens historie eller baggrund.

Manden fik på stedet kørekortet inddraget og sin bil beslaglagt med henblik på konfiskation. Desuden ejer manden muligvis yderligere en bil og en scooter, som i givet fald også vil blive beslaglagt.

- Vi er ved at undersøge ejerforholdene nærmere, siger Torben Møller.

En læge er tilkaldt for at tage en blodprøve, der skal afgøre den nøjagtige promille, men ifølge vagtchefen plejer alkometeret at være meget præcist.

 

FAKTA

Se her hvordan promillen påvirker dig:

0,1 - 0,29 promille:
Adfærd: De fleste vil fremstå som normale.
Svækkelse af: Enkelte kropslige svækkelser, som kan registreres med
specielle test.

0,3 - 0,59 promille:
Adfærd: Mild eufori, følelse af velbehag, afslapning, snakkesalig,
mindre hæmningsløs.
Svækkelse af: Dømmekraft, koordination, koncentration, årvågenhed.

0,6 - 1,0 promille:
Adfærd: Følelsesløshed, løssluppenhed.
Svækkelse af: Reflekser, tankegang, syn, afstandsbedømmelse, seksuel
ydeevne.

1,1 - 2,0 promille:
Adfærd: Overmod, humørsvingninger, tegn på vrede/sorg, larmende
adfærd.
Svækkelse af: Reaktionstid, motorik, balance, taleevne.

2,1 - 2,9 promille:
Adfærd: Bedøvelsestilstand, tab af dømmekraft, svækket føleevne,
blackouts.
Svækkelse af: Motorik, bevidsthed.

3,0 - 3,9 promille:
Adfærd: Alvorlig depression, tab af bevidsthed, død er mulig.
Svækkelse af: Blærekontrol, åndedræt, hjerterytme.

over 4,0 promille:
Adfærd: Tab af bevidsthed, død.
Svækkelse af: Organers funktioner.


Kilde: promille.no

 

Fra Twitter:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.