Bjarne Corydon sidder sikkert i Esbjerg

Finansminister Bjarne Corydon (S) risikerer ikke at blive væltet som folketingskandidat i Esbjerg, selv om han har spillet hårdt ud i lærerkonflikten i nært samarbejde med Kommunernes Landsforening.

Socialdemokraternes kredsformand, Bent Andersen, siger til JydskeVestkysten, at der ingen planer er om at skifte Bjarne Corydon ud.

- Vi har en knaldhamrende dygtig kandidat, som tilfældigvis også er landets finansminister. Han er god for vores region, og den bedste kandidat, vi kunne drømme om, mener han.

Tillidsrepræsentant Ulla Koman-Mejer, Esbjerg Ungdomsskole, har opfordret lærerne til at melde sig talstærkt ind i Socialdemokraterne for at få væltet Bjarne Corydon som folketingskandidat ved næste valg.

- Vi opfatter ikke ham som den rigtige repræsentant for partiet. Først var det medarbejderne i SAS, der blev trynet, denne gang er det os, og turen kommer også til sygeplejersker og politifolk. Den danske model er på spil, for den handler ikke bare om lockout eller strejke. Den handler om samarbejde og forhandling. Lockout og strejke er magtmidler til at slå hinanden oveni hovedet med, siger Ulla Koman-Mejer.

Hun er selv socialdemokrat og opstillet som kandidat til Esbjerg Byråd.

Socialdemokraterne i Esbjerg har ikke fået flere medlemmer efter opfordringen fra Ulla Koman-Mejer.