Børn og unge skal flyttes - ansatte og patienter dybt bekymrede

Børn og unge i psykiatrien i Esbjerg skal ifølge ny plan flyttes til Aabenraa. Det vækker stor bekymring hos ansatte og unge patienter. De frygter flytningen betyder dårligere behandling.

Planen ligger der. Hvis den bliver vedtaget i regionsrådet, skal Børne- og Ungdomspsykiatrien i Esbjerg flyttes til Aabenraa (og Odense). 

Det undrer de ansatte. 

- Hvorfor dog flytte en velfungerende afdeling som vores til Aabenraa nu hvor vi i Esbjerg flere gange har hjulpet afdelingen i Aabenraa, - senest i december måned - fordi den ikke har kørt så godt arbejdsmiljømæssigt, spørger talsmand og SOSU-assistent Benjamin Lind Jensen.  

quote

Man må tænke på, at det menneske, der skal tage turen, måske ikke har det overskud eller de kræfter, der skal til.

Matilde Helbo Johansen, psykiatrisk patient, Bramming

Specialsygeplejerske Tasja Birkekjær Korfitz, sygeplejerske Mai Ølholm Nørsten, socialpædagog Lasse Kiesbye og SOSU-assistent Benjamin Lind Jensen er nogle af de ansatte, der tidligere har protesteret mod flytningen af Børne- og Ungdomspsykiatrien i Esbjerg. Flere af de ansatte har efterfølgende sagt op i protest mod beslutningen.
Specialsygeplejerske Tasja Birkekjær Korfitz, sygeplejerske Mai Ølholm Nørsten, socialpædagog Lasse Kiesbye og SOSU-assistent Benjamin Lind Jensen er nogle af de ansatte, der tidligere har protesteret mod flytningen af Børne- og Ungdomspsykiatrien i Esbjerg. Flere af de ansatte har efterfølgende sagt op i protest mod beslutningen.
Foto: Finn Grahndin, TV SYD

Dårligere samarbejde

Det, at flytte afdelingen så langt væk som Aabenraa, kan skabe problemer og gøre behandlingen af patienterne dårligere, mener de ansatte. 

- Det er vigtigt, at patienterne har nem og hurtig adgang til hjælp, når de behøver den. Det er der forskningsresultater, der tydeligt viser. Det vil ellers have negativ indvirkning på behandlingen, hvis det bliver for besværligt. Det gælder også samarbejdet med de forskellige myndigheder og andre samarbejdspartnere som venner og ikke mindst familie, siger Benjamin Lind Jensen.  

Afstanden til Aabenraa fra Esbjerg er 90 kilometer, én time og 22 minutter i bil - hvis man altså har bil - og betydeligt længere tid, hvis patienten skal bruge offentlig transport. 

Matilde Helbo Johansen frygtger at den store afstand for unge, der bor i Esbjerg-området, betyder, at de slet ikke får den nødvendige hjælp.
Matilde Helbo Johansen frygtger at den store afstand for unge, der bor i Esbjerg-området, betyder, at de slet ikke får den nødvendige hjælp.
Foto: Finn Grahndin, TV SYD

Ung patient: En dårlig ide

Derfor er flytningen "en dårlig ide", siger 20-årige Matilde Helbo Johansen. 

Hun har været i Børne- og Ungdomspsykiatrien i to år og i voksenpsykiatrien i et år. 

- Man må tænke på, at det menneske, der skal tage turen, måske ikke har det overskud eller de kræfter, der skal til. Risikoen er stor for, at patienten i stedet vælger at undlade at tage turen og dermed måske ikke får den rette hjælp. 

Den samme bekymring giver Benjamin Lind Jensen udtryk for: 

- Jeg er bekymret for, at nogle af de unge vil udsætte turen - måske så længe, at det giver problemer, siger han. 

Dina Davidsen  fra Esbjerg slås ikke alene med sine tanker, men nu også med en brækket ryg efter et færdselsuheld. Hun har derfor et støttekorset på.
Dina Davidsen fra Esbjerg slås ikke alene med sine tanker, men nu også med en brækket ryg efter et færdselsuheld. Hun har derfor et støttekorset på.

Ikke tid til lang tur

Dina Davidsen er enig. Hun har været tilknyttet Børne- og Ungdomspsykiatrien i snart seks år og advarer også politikerne om at flytte afdelingen til Aabenraa. 

- De børn og unge, der ikke selv kan tage turen, og er afhængige af deres forældre eller andre voksne, risikerer ikke at kunne få den nødvendige hjælp, fordi forældrene måske ikke kan afsætte så mange timer på at køre frem og tilbage, siger hun. 

Presset

Baggrunden for ideen er, at psykiatrien i Region Syddanmark er presset voldsomt, fordi der mangler speciallæger. Det gælder også Børne- og Ungdomspsykiatrien i Esbjerg, Aabenraa og Odense. 

- Fusionen af Esbjerg og Aabenraa vil betyde en mere fleksibel ordning for lægerne og bedre muligheder for faglig sparring, siger Anders Meinert Pedersen, lægefaglig direktør i psykiatrien i Region Syddanmark. 

På længere sigt håber han, at det vil resultere i, at flere vil søge de vakante speciallægestillinger. For Børneungdomspsykiatrien i Sydjylland er der 14 ansatte. Fem stillinger er ubesatte.  

Psykiatrien i Region Syddanmark er presset på grund af lægemangel og stadig flere unge, der har brug for hjælp.
Psykiatrien i Region Syddanmark er presset på grund af lægemangel og stadig flere unge, der har brug for hjælp.
Foto: Finn Grahndin, TV SYD

Flere vil have en diagnose

Men presset på de ansatte i Børne- og Ungdomspsykiatrien stiger også markant, fordi der kommer stadig flere unge patienter. Og unge, der skal have en udredning. Altså samtaler med lægerne. Samtaler, der afgør, om den unge har en diagnose - og i så fald hvilken.

- Desværre kan vi se, at vi også i nærmeste fremtid står over disse to udfordringer. Derfor er der brug for nogle ret markante ændringer, for at vi skal kunne lykkes med at fortsætte med at hjælpe børn og unge på den rette måde. Som det ser ud nu, er der ventetid i Børne- og Ungdomspsykiatrien i den ambulante del, og vi har svært ved at dække vagterne i døgnafsnittet. Det har vi brug for at få nogle gode løsninger på, siger Anders Meinert Pedersen.   

Sagen er nu i høring, der slutter 27. marts. Herefter vil regionspolitikerne tage stilling til sagen.