Borgmester: - Få sat gang i den ottende udbudsrunde igen

På baggrund af tal fra en ny rapport opfordrer Esbjergs borgmester regeringen til at fortsætte udbudsrunden for udvinding af olie og gas

- Jeg er ikke overrasket over konklusionen. Alle fremskrivninger viser, at verden har brug for olie og gas i de kommende år.

Sådan siger Jesper Frost Rasmussen (V) om en ny rapport, der har undersøgt, hvilken betydning et stop for fremtidige udbudsrunder for de globale udledninger af drivhusgasser har. I analysen fastslås det, at de globale CO2-udledninger efter al sandsynlighed vil stige ved et dansk produktionsstop. 

Ifølge rapporten, der er udarbejdet af Copenhagen Economics og bestilt af Olie Gas Danmark, vil det globale CO2-udslip stige med 11 mio. tons i årene 2027-2042, hvis Danmark stopper med at producere fossile brændstoffer.

quote

Det, at vi i Danmark stopper med udvindingen af olie og gas, det indretter resten af verden sig jo ikke efter.

Jesper Frost Rasmussen (V), borgmester i Esbjerg Kommune

Derfor mener Esbjergs borgmester, at regeringen bør sætte gang i den ottende udbudsrunde for udvinding i Nordsøen. Den udbudsrunde som klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (Soc.dem.) satte på pause sidste år. 

- Hvis man holder sig til de kolde fakta og ser på de her tal, så er det udelukkende sund fornuft at fortsætte. Så jeg vil opfordre ministeren til at få trykket på play-knappen og få den ottende udbudsrunde i gang igen, så vi kan fortsætte produktionen, siger Jesper Frost Rasmussen (V) til TV SYD.

Grøn eller sort produktion

I rapporten fra Copenhagen Economics konkluderes det, at den globale samlede efterspørgsel på olie og gas vil forblive uændret i fremtiden. Og hvis den danske olie- og gasproduktion stoppes, vil produktionen stige i andre lande, der producerer langt mindre bæredygtigt end Danmark gør. 

Esbjergs borgmester mener, at det hele tiden har været indlysende, at udslippet ville stige, hvis Danmark holdt inde. Men han er glad for, at der nu er kommet nogle tal, der kan understøtte det.

- Jeg er glad for, at der kommer tal på det her nu. Det, at vi i Danmark stopper med udvindingen af olie og gas, det indretter resten af verden sig jo ikke efter, siger Jesper Frost Rasmussen til TV SYD.

Det er ifølge borgmesteren vigtigt at huske på, at der er forskel i produktionen af fossile brændstoffer.

- Ingen lande kan producere det så grønt, som vi gør her i Danmark. Ude i verden produceres det meget mere sort og har dermed større CO2-udslip til følge, siger Jesper Frost Rasmussen (V).