Borgmester: Giv os endnu flere statslige arbejdspladser

Esbjergs borgmester Johnny Søtrup glæder sig over dagens nye arbejdspladser, men han vil gerne have flere.

Det var en tilfreds borgmester der tog imod den nye Færdselsstyrelsen, der i dag blev åbnet i Ribe.  Flytningen af Styrelsen betyder at der kommer 70 nye arbejdspladser til kommunen og det er ifølge borgmesteren rigtig godt, men der skal flyttes endnu flere arbejdspladser ud til provinsen, siger Johnny Søtrup.

-Når man kigger på Energistyrelsen, så er det jo sådan at de kontorer der har at gøre med olie, gas, vind og sådan nogle ting, som vi er gode til her i Esbjerg. Der er ikke ret mange af de arbejdspladser, der rent faktisk er flyttet til Esbjerg, siger Johnny Søtrup til TV SYD.

Esbjerg Kommune har foreløbig fået i alt 191 statslige arbejdspladser i forbindelse med regeringens udflytning af statslige arbejdspladser.