Borgmester har ikke tiltro til dette punkt i ghettoudspil

Esbjergs borgmester ser flere positive elementer i regeringens ghettoudspil. Men særligt et punkt tror han ikke kommer til at fungere.

"Der må maksimalt nyoptages 30 procent børn fra udsatte boligområder i hver daginstitution."

Sådan lyder et af punkterne i regerings ghettoudspil, der blev præsenteret torsdag. En af ghettoerne, det kan ramme, er Stengårdsvej i Esbjerg. Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V), har dog ikke den store tiltro til dette punkt i udspillet. 

- Jeg tror ikke, at det her element kommer til at fungere, og jeg håber ikke, det ender med at være en del af den pakke, der bliver vedtaget. Nu er det her jo et forslag fra regeringen, og der står også i det her forslag, at det skal drøftes med KL(Kommunernes Landsforening red.) Jeg tror der kommer så store udfordringer, at man ikke kan udmønte det i praksis, siger Jesper Frost Rasmussen.

Han ser dog også plusser ved udspillet.

- Der er mange positive ting i det her ghettoudspil. Man er også begyndt at fokusere på at udvikle fremfor at afvikle i forhold til, hvad der blev sagt i nytårstalen 1. januar, siger borgmesterene og fortsætter:

- Men det her med maks 30 procent nyoptag i en daginstitution, det er i hvert fald nødt til at blive nuanceret noget, før det kan fungerer. I den spritnye daginstitution vi har i Esbjerg, i Krydset, der vil det her forslag ikke kunne fungerer. Det vil heller ikke give en løsning samlet set, børnene skal jo et andet sted hen, hvor de samme problemer vil opstå, siger Jesper Frost Rasmussen.

Torsdag besøgte TV SYD institutionen Krydset, som Esbjergs borgmester refererer til. Læs og se mere her.