Borgmester: Normering giver ikke mening, hvis der ikke følger penge med

Pædagogernes landsforbund og flere partier vil have minimumnormeringer. Det er Esbjergs borgmester ikke enig i.

Spørgsmålet om minimumsnormeringer i daginstitutioner er atter blusset op i kølvandet på TV 2’s dokumentar ’Daginstitutioner bag facaden’. Flere partier ønsker at indføre minimumsnormeringer, men spørger man Esbjergs borgmester er spørgsmålet om penge vigtigere end normeringer.

- Jeg synes ikke, det giver nogen mening, at vi centralt skal styres ud fra nogle kriterier. Og når vi skal kunne dokumentere, at vi lever op til kriterierne, går det jo op i ren bureaukrati. Det handler om, at vi skal have midlerne til at gøre det ude i kommunerne, så kan vi sagtens løse opgaven selv, siger Jesper Frost Rasmussen (V) til TV SYD.

Ifølge BUPL var der i Esbjerg Kommune 3,9 børn pr. ansat (eksklusiv ledere) i kommunens vuggestuer i 2017. BUPL anbefaler, at der i vuggestuer er 3 børn pr. ansat.

I kommunens børnehaver var der 6,9 børn pr. ansat (eksklusiv ledere), her anbefaler BUPL at der er 6 børn pr. ansat.

- Vi er jo nødt til at have budgettet til at hænge sammen, og der er ikke plads til, at vi kommer op på det antal voksne, som både BUPL og forældrene forventer, siger han.