Borgmester vil ikke spise med minister

Esbjergs borgmester Johnny Søtrup melder afbud til minister- og erhvervsmiddag i aften. Kritik fra byrådskolleger.

Byrådskolleger er forbløffede over, at Esbjergs borgmester melder afbud til, hvad de betragter som et vigtigt møde.
Socialdemokraten John Snedker siger således til JydskeVestkysten:

? Det har jeg ikke fantasi til at forestille mig er sket. Det her er en enestående mulighed for direkte overfor ministre og erhvervslivets topfolk at præsentere de fantastiske muligheder, der er i Esbjerg, siger han.

Knud Jager Andersen (SF) siger til avisen:
? Jeg synes jo, at vi lige præcis i den her situation har al mulig grund til at lave lobbyarbejde i forhold til Christiansborg-politikerne. Jeg håber, at Søtrup kan nå at lave sit afbud om.

Heller ikke hos Henrik Vallø (K) møder borgmesteren forståelse for sin prioritering:

? Det forbavser mig rigtig meget. Det er en oplagt mulighed for at fortælle om Esbjergs fantastiske muligheder, og hvorfor vi er her. Ikke mindst er det nødvendigt, fordi vi ligger her ude på kanten af Danmark, og Esbjerg har altid brug for, at vi promoverer os over for Christiansborg. Hvis vi ikke er helt fremme hele tiden, så er der desværre bare ikke fokus herovre, siger Henrik Vallø.