- Jeg er stadigvæk meget berørt af situationen, men vigtigst af alt har Christian det bedre. Hans helbred er det vigtigste af alt, siger Martin Braithwaite i tårer, da han på et pressemøde fortæller om, hvordan han oplevede situationen med Christian Eriksen i Parken i lørdags.
Christian Eriksen faldt om, da Danmark mødte Finland lørdag aften. Han var kortvarigt død, men med et stød fra en hjertestarter blev han genoplivet.
Det var vigtigt for mig personligt at se, at han havde det bedre via video. Jeg havde nogle billeder i hovedet fra i lørdags, som jeg gerne ville af med.
På billedet fra kampen kan man se Braithwaite med foldede hænder, hvor han beder for sin holdkammerat. Da journalisten fra TV 2 SPORT spørger Braithwaite ind til hans tanker i den situation, holder den tydeligt berørte danske angriber en 15 sekunder lang tænkepause og svarer så:
- Jeg prøver at gøre det eneste, jeg kan for at hjælpe ham i det moment, siger han i tårer.
Fodboldspilleren fortæller, at det har hjulpet at se, at Christian Eriksen har fået det bedre. Men han fortæller også, at der er nogle billeder, som han ikke kan glemme.
- Det var vigtigt for mig personligt at se, at han havde det bedre via video. Jeg havde nogle billeder i hovedet fra i lørdags, som jeg gerne ville af med, fortæller Braithwaite, der oprindeligt kommer fra Esbjerg og begyndte sit fodboldliv i Sædding-Guldager Idrætsforening (SGI). Nu spiller han i en af verdens største fodboldklubber; F.C. Barcelona.
- Der kommer så mange tanker ind i øjeblikket, og fodbold er ikke det første, du tænker på, siger Barcelona-spilleren på dagens pressemøde.
- Vi var alle ved at miste en ven og holdkammerat, siger han.
Braithwaite understreger, at han ikke er i tvivl om, at man kommer til at se noget helt specielt i parken på torsdag
- Jeg ved, at Danmark står for, at vi står sammen i modgang. Ikke bare for os spillere, men for alle folk. Det er noget, jeg ser frem til, og jeg bruger det helt sikkert som motivation til at gå ud og spille fodbold for Christian på torsdag, siger Martin Braithwaite.
Kampen skulle overstås
Martin Braithwaite fortæller, at de tog den den mindst dårlige beslutning for at få kampen overstået.
- Mange af spillerne var ikke i stand til at spille kamp. Vi var nogle helt andre steder. Vi tog den mindst dårlige beslutning, og det var at spille kampen med det samme, siger Braithwaite.
Han tilføjer:
- Vi havde ønsket en tredje mulighed. Vi vidste godt, vi ikke ville få sovet, hvis vi skulle spille dagen efter, siger han.