Butiksdød i gågade skal løses med biler og p-pladser

Mens der er masser af liv omkring Torvet i Esbjerg, lider den nederste ende af Danmarks længste gågade af butiksdød. Biler og p-pladser kan løse problemet, foreslår caféejer.

Endnu er det kun et forslag. Bag det står Mark Mikkelsen, der både ejer en cafe på Torvet og en cafe i den nedre ende af gågaden i Esbjerg, hvor den ene forretning efter den anden står gabende tom. 

Det er en uholdbar situation, er alle enige i. Men hvad er løsningen? 

Nu er café-ejeren kommet med et højst utraditionelt forslag. At invitere bilerne tilbage i den nederste del af gågaden og placere 4 x 4 P-pladser til dem. 

- På den måde vil mange få mulighed for at gøre nogle hurtige indkøb. Og det vil skabe meget mere liv, siger Mark Mikkelsen.

På planen ses de fire indhak, hvor der hvert sted skal være fire p-pladser samt en bænk og et træ. Pilene angiver trafikretningen fra Stormgade til Kronprinsensgade. 
På planen ses de fire indhak, hvor der hvert sted skal være fire p-pladser samt en bænk og et træ. Pilene angiver trafikretningen fra Stormgade til Kronprinsensgade. 

Over halvdelen er tomme

I dag er der 26 lejemål på gadestrækningen, hvor han ønsker biler og p-pladser. Kun 12 af dem er lejet ud.   

Hvis du tror, at hans forslag bliver mødt med hovedrysten, så tager du fejl. Esbjerg City, der er en forening for forretningerne i bymidten, bakker op om forslaget.

- Tiden er jo meget anderledes end for bare to år siden. Vi har set tendensen med forretninger, der lukker, og vi er nu der, hvor der bare skal gøres noget, hvis det er muligt,  siger formand for Esbjerg City, Brigitta Christensen.

Brigitta Christensen, Esbjerg City, bakker forslaget op: - Noget må der gøres, hvis det er muligt. 
Brigitta Christensen, Esbjerg City, bakker forslaget op: - Noget må der gøres, hvis det er muligt. 
Foto: Finn Grahndin

Glimrende

En kvindelig butiksejer kommer ud og siger spontant til TV SYD: 

- Det er en glimrende idé med p-pladser her i gaden. 

Men også politikerne viser interesse. Formanden for Teknik & Byggeudvalget, Søren Heide Lambertsen (V), vil på ingen måde afvise ideen. Tværtimod.

Sådan så det ud engang, før gågaden blev etableret. Tobaksforretningen til højre i fotoet er i dag Café Guldægget ejet af idémanden Mark Mikkelsen.
Sådan så det ud engang, før gågaden blev etableret. Tobaksforretningen til højre i fotoet er i dag Café Guldægget ejet af idémanden Mark Mikkelsen.
Foto: Byhistorisk Arkiv Esbjerg

Idé til grin - for ti år siden 

- For ti år siden ville jeg have afvist ideen med det samme. Men der er sket meget med handelslivet og gågaden her siden.  Vi har været i Holland og set en løsning, hvor biler kørte meget langsomt gennem en sivegade og med mulighed for også at parkere der. Det så ud til at fungere og skabe meget liv, fortæller han.

Søren Heide Lambertsen er især åben for at lave et forsøg over en periode på for eksempel et år.

Formanden for Teknik & Byggeudvalget, Søren Heide Lambertsen, Venstre, har nu indbudt butikkernes forening til forhandling.  
Formanden for Teknik & Byggeudvalget, Søren Heide Lambertsen, Venstre, har nu indbudt butikkernes forening til forhandling.  
Foto: Finn Grahndin

Idémand: Politikerne skylder os

Men det vil Mark Mikkelsen ikke umiddelbart være med til. Han siger:  

- Det skal gøres ordentligt. Og jeg synes faktisk, at politikerne skylder os det, for de har fjernet rigtig mange p-pladser i sidegaderne.  

Søren Heide Lambertsen og kommunale embedsmænd vil nu mødes med Esbjerg City den 3. juni for at finde ud af, om de sammen kan finde en fælles løsning.